Hotel Rwanda

Drama, Historisk, Thriller, Krigsfilm

Xolani Mali	Policeman
Don Cheadle	Paul Rusesabagina
Desmond Dube	Dube
Hakeem Kae-Kazim	George Rutaganda
Tony Kgoroge	Gregoire
Rosie Motene	Receptionist
Neil McCarthy	Jean Jacques
Mabutho 'Kid' Sithole	Head Chef (as Kid Sithole)
Nick Nolte	Colonel Oliver
Fana Mokoena	General Bizimungu

Instruktør	Terry George
Producer	Terry George
Forfatter	Keir Pearson; Terry George

Du finder ikke noget mere stilfuldt hotel i Rwanda end Les Mille Collines, her mangler ikke noget. Whiskyen flyder i en lind strøm, og det skorter heller ikke på gode cubanske cigarer, eller eksotiske retter på menuen. Dette skyldes ikke mindst hotellets bestyrer Paul Rusesabagina (Don Cheadle), han er manden der kan skaffe alt, kender alle og som har tjenester tilgode hos alle de vigtige folk.
Vi er i 1994 i Rwandas hovedstad Kigali, og borgerkrigen ulmer i landet. En gammel konflikt mellem de to dominerende stammer, hutuerne og tutsierne, er ved at bryde ud i lys lue, og der er meget lidt de tilstedeværende FN styrker kan gøre. Vi er her for at bevare freden, ikke for at skabe den, siger Oberst Oliver (Nick Nolte), den velmenende men magtesløse leder af de internationale styrker, der har strenge ordre om ikke at blande sig.
En nat går det galt. Først bliver præsidenten myrdet, og derefter begynder de undertrykte tutsier at hærge gennem byen, for at finde alle dem de mistænker for at være regerings spioner. Helt tilfældige personer bliver hevet ind og banket til blods eller det der er værre, så det gælder bare om at holde lav profil. Paul tager sin familie med til hotellet, og snart samler folk fra lokalkvarteret sig omkring ham, for i denne desperate stund er han den eneste der synes at bevare overblikket. Hotellet ender med at blive forvandlet til en alternativ flygtningelejr.
Det lykkedes nogle journalister at filme hutuernes blodige overgreb, og Paul er overbevist om at verdenssamfundet vil gribe ind, når billederne fra konflikten slipper ud. Men der sker ingenting. Nedslagtningerne fortsætter og Oberst Oliver må med skam i stemmen meddele at verden har vendt det døve øre til Rwandas råb om hjælp. Da borgerkrigen tager til i styrke, bliver alle de udenlandske borgere evakueret. Med dem forsvinder det sidste håb, nu er Paul og "gæsterne" på hans hotel helt alene. Snart banker tutsierne på døren og forlanger at hotellet bliver ryddet. Paul må bruge alle sine resurser på at redde de folk der har søgt ly under hans vinge.

Hotel Rwanda skildrer det grusomme folkemord på en dybt ubehagelig og usentimental måde, og filmen opretholder en intens stemning fra start til slut. Den prædiker aldrig, og det er heller ikke nødvendigt. Den behøver bare at vise begivenhedernes forløb, for at få det til at løbe koldt ned af ryggen på tilskueren.
Filmen starter før det går rigtig galt, men allerede der lurer uroen under overfalden, og spændingen er til at tage og føle på. Da konflikten bryder ud i lys lue tager filmen et jerngreb om tilskueren og den nægter at give slip. Jeg mindes den sekvens i Killing Fields, hvor journalisterne desperat forsøger at få deres Cambodianske hjælper ud af landet, eller scenerne i Godfather II, hvor revolutionen bryder ud i Cuba. Forskellen er bare, at Hotel Rwanda formår at opretholde denne spænding i næsten to hele timer.
Don Cheadle stråler her i sin første rigtige hovedrolle. Det hjælper at han har påtaget sig en afrikansk accent, for med den minder han slet ikke om nogle at de figurer han tidligere har spillet, og han kan tage fat på sin karakter med en ren tavle. Paul Rusesabagina er bare en ganske almindelig mand, der er havnet i en forfærdelig situation. I sit daglige arbejde er han den der får hele showet til at glide, så når de fine gæster træder ind af døren på hotellet, træder de ind i en verden, hvor intet er umuligt, og hvor alt er som de helst vil have det. Men pludselig bliver Paul nødt til at bruge alle sine evner til at redde menneskeliv, i stedet for at sørge for den perfekte roomservice. Filmen portrætterer dette skift i hans motivation som en naturlig konsekvens af hans væsen, ikke som en kæmpe heltegerning. Når han står mellem geværerne og de flygtninge der har søgt hans hjælp, bruser musikken ikke op, mens vi ser nærbilleder af små negerbørn med tårer i øjnene. I stedet holder filmen fokus rette direkte mod Paul og hans familien. Hans kamp gælder menneskeliv, og den bliver aldrig gjort billig eller banal med Hollywood tricks.
Sophie Okonedo, der spiller Pauls kone, skal også lige nævnes. Hun er fremragende. Sammen udgør de to et troværdigt par og deres Oscar nomineringer er meget velfortjente.

Det er svært ikke at føle en vis skam, når man ser hvordan verdenssamfundet bare lader Rwanda sejle sin egen sø. Det havde været så nemt at stoppe, men de lokale militser møder ingen modstand og blodbadet er lige så uundgåeligt som det er forudsigeligt. Men Rwanda har ingen strategisk betydning, der er ingen olie, og ikke de store finansielle interesser, så hvorfor skulle verden risikere sine soldater? Som Oberst Oliver siger til Paul: I er ikke engang “niggers”. I er bare afrikanere. I har ingen betydning.