Min Vurdering:
8

Set Den!:
Ja

Den folkelige tabu-terapeut

Helle Ryslinges melodrama om kærlighed i kulturkløften mellem danskere og udlændinge er snarere turkish light end de-light…

Som instruktør er Helle Ryslinge efterhånden blevet lidt af en specialist i folkelig tabuterapi. I senfirserne lavede hun film om moderne, frigjorte kvinder, der i virkeligheden lå under for deres mænd. I halvfemserne insisterede hun på, at gamle mennesker også har ret til et sexliv. Med sin nye film Halalabad Blues kaster hun sig nu ind i indvandrerdebatten, som vist ikke længere kan siges at være særlig tabubelagt.

Fra hver sin side konfronteres Kari og Cengiz med gensidige fordomme mellem danskere og tyrkere. Det hele tager en alvorlig drejning, da parret vikles ind i et opgør mellem Cengiz' fætter og et par pakistanske bandemedlemmer.

Bollywood blues
Halalabad Blues er en 'kulturkløfts-tragi-folkekomedie' à la Bollywood. Det vil sige et folkeligt melodrama, hvor vi skal grine og græde lidt af indvandrernes og danskernes billeder af hinanden.

Som et originalt stænk i denne cocktail har Ryslinge valgt at illustrere personernes følelser gennem en række orientalske dansescener, sådan som man gør i de indiske Bollywood-film. Det kunne have været en rigtig sjov ide, man, så vidt jeg ved, ikke har set før i dansk film. Men danseoptrinene i Halalabad Blues er temmelig stive i det, og man ved ikke rigtig om man skal kede sig eller bare trække forlegent på smilebåndet.

Kunstnerisk jordstryger
Den reaktion passer desværre på filmen som helhed. I Halalabad Blues væver Ryslinge et tykt tæppe af kulturelle klicheer, kendte fordomme og stereotype personer, der kunstnerisk set aldrig hæver sig mere end et par meter over jorden, og før man får sig set om, er man blevet smidt af et sted i dansk films ørkenegne med langt til nærmeste oase. I dette karikerede landskab ser man det belærende i forgrunden, formen i baggrunden, mens enhver antydning af troværdighed i replikskifterne er et fatamorgana blot.

Det overordnede tema er med i alle filmens detaljer, og instruktøren maler sine talebobler op med den helt brede kost, så ingen kan være i tvivl om budskabet. Som tilskuer undrer man sig ærligt talt over, hvorfor det udelukkende er de kulturelle forskelle, Kari og Cengiz taler om, når de er sammen. Men i fuldstændighedens navn må ingen kulturel kliché blive glemt og vi bliver pine død slæbt gennem hele fordomsregistret.

Svensk-dansk dubbing
Problemet med replikkerne er ikke skuespillernes skyld. De gør faktisk, hvad de kan for at bløde op på sagerne. Anne-Grethe Bjarup Riis spiller Kari med bred jysk diktion, hvilket fungerer udmærket. Og så er det helt rart at se en yngre dansk skuespiller i biografen, som ikke tilhører det sædvanlige 'rat pack' (Paprika Steen, Mads Mikkelsen, Sidse Babett Knudsen m.fl., som jo godt nok er virkelig dygtige).

Rollen som Cengiz spilles af den russisk-svenske skuespiller Peter Perski, som vi herhjemme kender fra den effektive elg-thriller Jægerne fra 1996. Ligesom Bjarup-Riis kæmper han bravt med sin rolle, men det er nærmest umuligt for ham at stille noget op mod den ekstremt pinagtige dubbing fra svensk til dansk, som stjæler enhver spontanitet i udtrykket.

Uhørt kritik
Perski er derfor slet ikke så dårlig, som instruktøren helt uhørt og ganske uden stil har hævdet offentligt inden premieren. At Ryslinge ikke har kunnet finde en dansk skuespiller "med anden etnisk baggrund" til at spille Cengiz, er jo først og fremmest hendes eget problem, og ikke noget man bagefter kan lægge skuespilleren til last. Der er kompetente indvandrerskuespillere nok at tage af og det kunne have været en passende opgave for en 'integrationsfilm' som Halalabad Blues at finde frem til dem.

Helle Ryslinges film understreger behovet for en instruktør, der for alvor kan få en ordentlig film ud af emnet. At det faktisk kan lade sig gøre, er Stephen Frears My Beautiful Laundrette et 17 år gammelt eksempel på. Men det kræver en kunstnerisk investering, der flytter fokus fra klicheerne i konflikten til de menneskelige relationer. Det kunne måske give plads til en indlevelse, som ikke bare er en simpel genkendelse af alt det, vi tror at vide om hinanden.