Handling |
Der var engang, hvor ungkarlen Roger (Jeff Daniels) var ude at gå tur med sin dalmatiner, Pongo. I parken møder de den yndige dalmatiner Perle og hendes menneske, miss Anita (Joley Richardson), og alle fire bliver med det samme forelskede i hinanden. Snart er de alle etableret som en lille familie, og Pongo og Perle har fået deres første kuld hvalpe. Alt ville være uendelig lykke, hvis ikke det lige var for den ustyrligt rige og fuldkommen hensynsløse Cruella De Vil (Glenn Close), der kaster hele sin kærlighed på Pongo og Perles yndige små hvalpe. Ikke fordi hun er specielt interesseret i hunde - men tænk, hvor skøn en pels man kunne få, hvis man nu nappede en hel, hel masse små dalmatinere.... Og der er ikke langt fra ond tanke til ondere handling, og Cruellas hjælpere, de ikke særligt kvikke Jasper og Horace, går i gang med at hvalp-nappe alle de små dalmatinere, de kan finde. Og turen kommer også til Pongo og Perles lille familie, men det skulle de nu aldrig have gjort, for Pongo og Perle sætter nu alle deres kræfter ind på at redde de 99 bange, men modige små hvalpe!
|
|