|
Notater
|
Velkommen til en ny, animeret triumf fra studiet DreamWorks, der også har stået bag Shrek og The Prince of Egypt.
Vi følger den utæmmede hingst Spirits eventyrrejse tværs over det vilde vesten, hvor han bliver ven med en ung Lakota indianer og finder den store kærlighed i en sød hoppe. Filmen er holdt i en realistisk stil, hvor dyrene ikke kan tale, men kommunikerer gennem prust, støn og øjenkontakt.
Animationen er ganske enkelt fremragende. Som producer Jeffrey Katzenberg selv udtrykker det er her ikke tale om en tegnefilm i hverken traditionel forstand, ej heller er Spirit endnu en digital, CGI-kreeret film, men muligvis "the world's first tradigital film" (det lyder bedst på engelsk), og de mest åndeløse øjeblikke i Spirit kunne man umuligt have lavet uden hjælp fra en computer. Der er særligt tre sekvenser, der er svære at ryste af sig:
Åbningsscenen: Efter en kort indledning af Matt Damons rolige fortællerstemme introduceres man for den verden, historien udfolder sig i. Kameraet bevæger sig hen over marker og stepper, følger en ørn gennem dale og kløfter, indtil den til sidst falder til ro ved en større flok heste.
The River Wild: Efter soldaternes angreb på en lille Lakota-stamme falder Spirits hoppe-kæreste i floden, hvorpå han frygtløst springer ud i de frådende bølger for at redde sin elskede. Denne scene er nok rent teknisk den mest imponerende i filmen.
Loose locomotive: Spirit er en stærk hingst og bliver i flere omgange fanget af soldaterne, der skal bruge muskelkraft til arbejdet på jernbanen. Vores helt er dog ikke sådan lige til at knække, så det lykkes ham at flygte, befri de øvrige slave-heste og egenhændigt sætte en alvorlig kæp i hjulet på hele jernbane-projektet, da det massive lokomotiv pludselig rives løs og begynder at glide baglæns ned ad bakken - lige i hælene på en galoperende Spirit!
Hans Zimmers score er fantastisk, og Bryan Adams har skrevet nogle virkelig gode - og vigtige - sange. Indimellem er man lige ved at ønske, at hestene kunne tale med hinanden, men filmen er til det sidste tro mod sit eget univers, og sangene er ikke bare iørefaldende, men i høj grad også med til sætte den rette stemning og udtrykke dyrenes følelser. |
|
