| Handling |
Filmens fokus skifter mellem den unge Don - en mand af sit ord, der aldrig forråder sine idealer og langsomt får bygget et imperium op - og den nye Don, der forråder sine idealer ét efter ét og må se sin faders imperium synke i gruset.
Den er mørk. Meget mørk. Og ufattelig bitter. Michael Corleone har ikke sin faders evne til at samle familien og det plager ham. "A man who doesn't spend time with his family can never be a real man", fortæller den gamle Don sin søn i den første film, og alligevel får Michael sin advokat til at købe sin søns fødselsdagsgave.
Forholdet til konen er ved at smuldre, og da familien forsøger at indtage Cuba, bryder revolutionen ud, og også det falder sammen. Al Pacino's portræt af Michael Corleone når nye højder. Hans spil er hypnotisk, og det er en forbrydelse, at han ikke vandt en Oscar for rollen (han var dog nomineret). Robert De Niro skal også have ros med på vejen. Han vandt en Oscar for bedste birolle - som den unge Don Corleone - på trods af, at han kun har en lille håndfuld replikker på engelsk!
Ved filmens slutning forlader vi Michael, da han sidder ensom på en bænk og betragter efterårsbladenes dans. Han var ude af stand til at nå sine mål og har i forsøget fremmedgjort alt og alle, han holdt af. En smuk slutning, og jeg havde ikke haft noget mod, at Godfather-sagaen endte med dette billede. |
|
