Tags: Lang:da
Summary
Piggy var der ikke hele tiden, men når den dukkede op
betød det, at nogen skulle dø. Den var en sær
form for naturlov. Noget der ikke kunne ses, men måtte
adlydes. Som kravet om søvn eller mad. I perioder
dvælede Piggy som en parasit i sin tjener, men den vendte
altid tilbage - lige så sikkert som sommeren må vige
for efterår og vinter - og så steg trangen til at
slå ihjel. Denne besættelse blev ved med at vokse til
den fuldstændig formørkede sin ejers sind. Og nu var det så igen blevet tid. Sæson for mord.
Dage med blod. Fordi Piggy forlangte det. Den kaldte det
høsttid og hamrede utålmodigt i sin tjeners forpinte
hjernebark. Og så måtte planerne lægges. Og
knivene slibes. Mens ofrene ventede intetanende. Det skulle
være nu. Blod. Død. Tomhed. Historien udspiller sig i en forstad til København,
hvor hovedpersonen Tine og hendes to veninder, Aia og Maibritt,
sidder på Café Morgenstjerne og snakker. Tine skal
sammen med tre venner, Tim der lige er hjemvendt fra USA, en
gammel skolekammerat Jonas og den mystiske Alexandra, spille et
helt nyt spil fra USA, Backstabbed, i et gammelt forladt hus;
et dødsbo. Reglerne er simple: Hver spiller udvælger sig et
mordvåben og gemmer det et sted i huset. Derefter går
jagten ind. Spillerne skal vha. hovedtelefoner pejle sig ind
på et af de andres våben, finde de andre spillere og
dræbe dem. Sidste spiller i live, vinder spillet. I nogle uger, har en seriemorder hærget det indre
København, med en række bestialske mord; han har
dræbt flere unge med utallige knivstik. Langsomt som
historien skrider frem, begynder det at se ud som om morderen
søger nye jagtmarker, og spillet udvikler sig til et
blodigt drama, hvor ikke kun spillerne må kæmpe for
deres liv.