Tags: Lang:da
Summary
Zornig er den hudløst ærlige beretning om, hvordan
et barn i det moderne velfærdsdanmark overlevede en
opvækst fyldt med svigt, vold og overgreb fra de voksne
omkring hende. Lisbeth Zornig Andersen, der er formand for
Børnerådet, skildrer med barnets øjne sin egen
opvæks med hverdagens rædsler i det under-Danmark,
som er skjult for de fleste. En hverdag fyldt med
knytnæver, blod, misbrug, straf, sult, stank og frygt. En
far, der forsvandt, en stedfar, der gjorde ondt, en mor, der
svigtede. Vi følger skridt for skridt hvordan hendes
brødre bliver brudt ned i et hjem, hvor man fik noget at
spise, hvis man kunne samle maden op fra kogende vand, hvor et
enkelt ord ved middagsbordet betød sengen, hvor en plukket
blomme i haven betød røvfuld i enerum – og det,
der var værre. En barndom tilbragt på værtshuse,
på børnehjem og på ungdomsinstitutioner. Usentimentalt og uhyggeligt detaljeret folder Lisbeth Zornig
Andersen en brutal virkelighed ud, hvor ingen voksne greb ind
for hjælpe den altid tavse, snavsede, magre pige med
vorter på hænderne og kronisk
øjenbetændelse. Indtil hun blev gammel nok til at
bruge vreden og tage livet i egne hænder.
Det er også Lisbeth Zornig Andersens opråb til os
andre. Hvad enten man professionelt arbejder med børn
eller bare er en medborger. Hjælp disse børn!