Tags: Lang:da
Summary
Hvordan er Bubber i virkeligheden? Svaret er, at han er
præcis, som han virker. Bubber er bare Bubber. Eneste
tilføjelse må være, at han er et væld af
sjove historier. Måske flere end man lige regner med. Han
elsker også at fortælle dem og er temmelig god til
det. Næste spørgsmål er så, hvorfor han
ikke selv skriver sin selvbiografi. For doven? For travl? For
dum? Ingen af delene. Bubber er ordblind. Han kan fortælle
historierne, men ikke skrive dem ned. Hvad er det så, der
gør Bubber til noget ud over det sædvanlige?
Nysgerrighed, så enkelt er svaret. En ubestikkelig,
ukuelig, usædvanlig nysgerrighed. Hvor almindelige
journalister spørger, fordi de kan, gør Bubber det,
fordi han ikke kan lade være. Fra morgen til aften
spørger han alle mulige mennesker om alt muligt. Er det
altid passende? Nej. Man rødmer let i hans selskab. Men
det er til gengæld aldrig kedeligt. I denne bog
fortæller han om et badekar, en omvej til Paris, et
tv-eventyr, en affære, et kærligt familieliv, en
fyring, et wake up call midt i livet og meget, meget mere. Om
forfatteren: Bubber har fået hjælp til at skrive
denne bog af journalist Maj Juni, som er bachelor i dansk og
retorik, medforfatter til bogen Amerikanske Tilstande –
en rejse gennem drømmeland og skribent for en række
magasiner.