Tags: Lang:da
Summary
DEN GAMLE VERDEN er en litterær
roadmovie, et kontinentalt kammerspil og en global
samtidsroman. Dean Cox er en falleret 41-årig britisk
rockmusiker på soloturne i Tyskland - på nedtur og
på flugt fra sin fortid. Ashlyn Tadder er en 25-årig
kvindelig jurist fra New England på dannelsesrejse i
Europa - på flugt fra et brudt forhold, men også
på jagt efter sin families europæiske fortid: ikke
blot er hendes forfædre udvandret fra Europa, fra Trieste,
men flere medlemmer af familien er også vendt tilbage til
Europa som soldater i forskellige krige. Bl.a. blev hendes
bedstefar som jagerpilot skudt ned over Tyskland og interneret
i nærheden af Worms, hvortil Ashlyns rejse også
går. Ved et tilfælde støder Dean og Ashlyn -
næsten bogstaveligt - ind i hinanden på en tysk
motorvej og deler skæbne på en biltur, der kun varer
nogle dage, men former sig som en veritabel odysse gennem
tysk-østrigske bjerglandsbyer og gotiske hoteller, inden
turen slutter - i Trieste. DEN GAMLE VERDEN er en roman, der
ikke blot handler om mødet mellem to mennesker, men
også mellem to verdener og to tidsaldre, der vikles ind i
hinanden - og med et højst uventet udfald.