Tags: Lang:da
Summary
Det kan være kriminelt, når
den eneste ene er en anden end den, man troede. Kåre har ikke held i
kærlighed.
Og nu har han forelsket sig
igen...
Det er, som om der hviler en forbandelse over ham, for
hver gang han finder en kvinde at elske, befinder hun sig
snart i en dødelig fare, i en situation som usvigeligt
får en tragisk udgang.
Om forfatteren:
Christian J.D. Dirksen debuterede i sommeren 2011 med
den anmelderroste kriminalroman 'ID - lånt identitet'.
'Faren' er en uafhængig opfølgning, idet de
to politifolk, vicekriminalkommissær Bjørn Bruhn og
kriminalassistent Vera Andersen, fra den første roman
også optræder her.
Handlingen i 'Faren' er helt selvstændig og
kræver ikke, at man har læst debutromanen.
Uddrag af bogen:
Men nu gør jeg alt, hvad jeg kan for at forebygge,
at jeg møder nogen. På grund af faren."
"Faren?"
"Ja, eller forbandelsen. Kald det, hvad du vil. Lige
meget hvilken kæreste jeg har, går det galt.
Når jeg alligevel blev forelsket i Tinne, er det, fordi
jeg ikke passede på under en julefrokost. Jeg fik for
meget at drikke og sænkede paraderne. Det var dumt."
"Hvorfor gjorde du det så?"
"Har du ikke lige set hende? Hvilken mand kan stå
for sådan en pige?"
Han lukkede øjnene. "Men nu fortryder jeg,
virkelig. Og jeg ved ikke, hvordan jeg skal få det ind i
hovedet på hende, at vi bliver nødt til at bryde
vores forhold. Hurtigst muligt, hvis vi skal undgå, at
hun dør af det."
"Hvorfor skulle hun dø af det?"
Et hårdt udtryk bredte sig i hans øjne.
"Fordi hun er gravid."
"Ja?"
Nu dæmpede han stemmen: "Og alle de tre
kærester, jeg har haft, var gravide, da de
døde."