Description

Tags: Mystery, Fiktion, Horror, Skræk, Roman, Gys, krimi, Lang:da

Summary

Sommeren 1999. Det er hedebølge, og København er plaget af fluer. Det første mordoffer findes i en gangtunnel under Østerbrogade. Det er en ung kvinde, brændt levende på stedet. Der er ingen vidner, selvom det er sket midt i myldretiden. Snart dukker det næste offer op ...

‘Fluernes hvisken’ er en dyster gyserroman for voksne.

Steen Langstrups bøger er oversat til flere sprog, han er filmatiseret og radiodramatiseret. Han debuterede i 1995 med gyseren 'Kat' og har siden udgivet en række gysere, krimier, spændingsromaner, tegneserier og en enkelt humoristisk fagbog. Steen Langstrup har været nomineret til Glasnøglen for året bedste nordiske kriminalroman og en række andre priser, blandt dem Jyllands-Postens 'Vor tids roman'.

'Fluernes hvisken' udkom første gang på papir i 1999.

'Fluernes hvisken' blev radiodramatiseret i 2004.

‘Et godt bud på Danmarks gyserkonge nr. 1’ Politiken.

‘Mesterligt flue-gys’ B.T.

‘Det største danske gyser-talent i nyere tid.’ Berlingske.

Første prolog

Lyn blitzer over byens tage og spejler sig gnistrende i de regnvåde brosten på Israels Plads. Tordenen gennemryster alt og forløser den opladede elektricitet fra de sidste ugers hedebølge. Regnen kastes rundt på vildfarende vindstød.Træerne bøjer af, sitrende af lettede suk. Aftenen er kun lige begyndt.

Hun løber gennem regnen. Modtager dens piskeslag på nakke og skuldre. Har alt for lidt tøj på. Griber fat i dørhåndtagets kolde metal og flår døren op. Også hun har ladet sig forføre af morgenstundens klare solskin og hedebølgen, der bare er blevet ved og ved. Nu dirrer kulden i hele hendes krop.

Luften inde i glasburet over trappen ned til det underjordiske parkeringshus er hed og stillestående. Her summer fluerne under loftet. Den tynde kjole klæber klamt og modbydeligt, og den varme, det lykkes hende at gnubbe ind i huden på armene, magter ikke at slå rod.

Hun træder ud mellem de parkerede biler i anden kælder. En lille kold skikkelse omgivet af formet metal og død beton. Regnvandet drypper fra kjolekanten et stykke over hendes knæ. Hun roder op i sit korte, lyse hår, ugler det med vilje, og bevæger sig ned mod bilen.

Hendes skridt giver genlyd, små skarpe ekko mellem de hvide vægge. Et sted i den anden ende af kælderen smækker en dør, og en motor går lidt efter i gang, men i denne ende er hun alene.

Bilen er en folkevogn fra ‘56, restaureret for nylig. Grå og sort, hvide dækkanter. Anskaffet, som alt andet hun omgiver sig med, på grund af de signaler den sender til omverdenen. Hun er 26, art director på et fremadstormende reklamebureau, har styr på hver en lille del af sin tilværelse.

Hun finder nøglen til vognen i sin taske, låser døren op og glider ind bag rattet. Med sig har hun et køligt pust af tordenregn og cK-one. Hun lukker døren og vifter med et irriteret suk en nærgående flue væk fra ansigtet. Tørrer med begge hænder vand fra ansigtet og får striber af mascara på fingrene. Vrisser, mens en hånd søger op for at dreje bakspejlet, så hun kan se sig selv.

Og først da ser hun ham.