Tags: Lang:da
Summary
Mit danske kød er en stor sansemættet
roman, hvis ydre handling fortæller om en mand, der
efter krigen - det store ragnarok - sidder i en
klippehule og skal nedskrive de 144 guddommelige love til
menneskeslægtens eventuelle efterkommere. Men hele tiden
forstyrres han af erindringer fra sin tidligere
tilværelse i det gamle Danmark. Som barn blev han sendt
hjemmefra på grund af en uheldig episode med
tømrerens kone, og gennem sit liv nåede han at
være eftersøgt for flere forhold, enkelte gange
ganske makabre, han trådte villigt ind i diverse sekter,
og selv kærligheden mødte han op til flere gange.
Af skam fortærer han til sidst manuskriptet, men hans
mavesyre præparerer papiret, som mange år senere
bliver fundet i hans skelet og befordret til udgivelse.
Mit danske kød blev rost til skyerne ved
udgivelsen i 1981:
"Det er en overvældende oplevelse at leve sig ind
i Jens Smærups fantastiske virkelighed, der
afslører og afklarer både denne tid og alle tider.
Man gribes af den næsegruse nysgerrigheds eufori,
så man slet ikke opdager, at man undervejs læser
sig ret så dybe flænger til i sit eget
kød - Et mesterstykke."
- Eigil Søholm, Aarhus Stiftstidende
"Læs den! Der er meget at more sig over - og
meget at gyse over."
- Jens Kistrup, Berlingske Tidende