Description

Tags: Højtlæsning, Illustreret, Lang:da

Summary

Otto er lidt af en opfinder, og efterhånden har han opfundet en hel masse smarte ting - hvis han selv skal sige det. Men han har det ikke nemt, for hans hjerne blander sig i alt, hvad han tænker - og nu er den også begyndt at blande sig i, hvad han siger!

Selvom hjernen er smaddergod til at fortælle historier, bliver Otto hurtigt så træt af sin besværlige hjerne, at han beslutter sig for at søge hjælp hos sin onkel Gudmund, der er indlagt på et hospital, fordi han hører stemmer inde i sit hoved.

Illustreret med sort/hvide tegninger

Uddrag:

Otto rakte hånden i vejret. Han kendte godt svaret på det, læreren spurgte om. Der var tilsyneladende ikke andre der havde lyst til at svare. Men om fredagen var de fleste også godt trætte. Alle sukkede efter weekend. Også lærerne. Især lærerne.

Hr. Willumsen sukkede, drejede sig om mod Otto og smilede.

"Godt, Mylleberg. Du kan som sædvanligt dine lektier. Lad mig så høre: Hvor ligger Grenen?"

Med høj og klar stemme sagde Otto: "Ude i skoven." I samme øjeblik han havde sagt det, brød hele klassen ud i latterkramper, og Hr. Willumsen var lige ved at tabe pegepinden. Otto holdt forskrækket hånden op til munden. Hvad pokker var der sket? Det var jo slet ikke det han ville have svaret. Det var som om en anden havde svaret for ham.

Hvis det havde været en time, hvor de var ved at lære noget om skove og træer, kunne svaret måske have været godt nok, men det var ikke biologi, der stod på skemaet. Det var geografi. Danmarks geografi. Og Otto havde siddet aftenen før og omhyggeligt fundet grenen på kortet. Helt oppe øverst på Jyllands top. Dér lå Grenen.

Otto huskede ikke mere fra den geografi time. Det var, som om den bare var fordampet og kun havde efterladt et svagt omrids af sig selv i hans hukommelse. Han kunne ikke forstå, hvad der var sket. Hvorfor han havde givet sådan et totalt latterligt svar. Det lignede ham slet ikke. Otto havde altid styr på sine sager, og han læste altid sine lektier meget grundigt. Han kunne ikke lide når alle i klassen grinede ad ham.

"Godt det er weekend nu," tænkte han, mens han skyndte sig hjem. "På mandag har alle glemt det, og så er der ingen, der griner af mig." Han sprang over en vandpyt, vinkede til bager Hvid, der stod bag disken inde i sin bagerforretning, krydsede Høvej og gik hen over jernbaneskinnerne. Han satte sig på en stor sten og kiggede på sit ur.

"To minutter," sagde han, og lod en mariehøne kravle op på sin finger. Han holdt hånden op i vejret. Først gik mariehønen nedad. Så stoppede den op, drejede to omgange rundt om sig selv og begyndte så at kravle opad. Op, op mod det højeste punkt. Spidsen af Ottos pegefinger.

Da mariehønen nåede toppen, begyndte de rød- og hvidstribede bomme at gå nedad, og idet insektet bredte de store, tunge dækvinger, kom toget tromlende forbi. Otto vinkede til Karl-Georg, lokomotivføreren, der vinkede igen. Da han kiggede på sin finger, var mariehønen væk.

"Øv, nu fik jeg ikke bedt om godt vejr imorgen," tænkte han. "Nå, det bliver det nok alligevel."

Han rejste sig og gik op ad den lille bakke, op mod det røde hus på toppen. Det var det eneste hus, der lå på den side af jernbanen. Langs med jernbanen voksede der høje træer, så indefra kunne man ikke se andre huse. Kun ud af køkkenvinduet kunne man se en anden bygning – det var toppen af kirketårnet. Ellers var det næsten, som om huset lå i en verden for sig. Det var der, Mylleberg Madsen-familien boede.

Otto smurte sig en leverpostejmad, skar et stykke af agurken og hældte et stort glas mælk op. Så satte han sig hen til køkkenbordet og slog op i et kryds og tværs blad for børn. Han elskede at gætte krydsogtværs, og for nylig havde han vundet 500 kr. De lå lunt og godt i hans pingvinsparebøsse oppe i det høje skab inde på værelset. Han ville gerne købe et eller andet for dem. En eller anden stor ting. Men han kunne bare ikke rigtig beslutte sig til, hvad han ville købe. Foreløbig tænkte han over det.

"Hmm, andet ord for hest," sagde han til sig selv, "på to bogstaver." Han skulle lige til at skrive noget, da en stemme lige bag ham sagde: Ko!"

Otto kiggede sig forvirret rundt. Der var ikke nogen at se nogen steder. "Hallo, er der nogen?" Ikke en lyd. Han vendte sig, trak på skuldrene og tog en bid af sin mad. Lige idet han skulle til at skrive ordet, var stemmen der pludselig igen.

"Ko! Den har da også fire ben og går rundt på markerne og spiser græs."

Otto var lige ved at blive kvalt i sin leverpostejmad. Han sprang op fra stolen, så den væltede bagover med et brag, mens han hostede og spruttede, og hans øjne blev fulde af vand, så han ikke kunne se noget som helst. Glasset væltede, og mælken løb som en hvid flodbølge ud over hele bordet. Krydsogtværshæftet, en tændstikæske, en af lillesøsters tegninger og en stak papirer fra banken blev gennemblødte.

"Kom frem!" råbte han hæst. "Hvor er du?"

"Her," lød stemmen. "Jeg sidder heroppe!"

Så gik det op for Otto, at stemmen kom inde fra hans eget hovede. Fra hans egen hjerne!

"Jeg er blevet skør!" råbte Otto forskrækket. "Skruphamrende, skingrende skør!" Han rullede vildt med øjnene og rystede på hovedet, som om han prøvede at ryste stemmen ud af øret.

"Stop, stop. Jeg bliver søsyg," galede stemmen inde i Ottos hovede.

"Hjææælp! Der var den igen! Mor hjælp!" Han sprang hen til døren og kastede sig ud i entreen. Han måtte finde nogen der kunne hjælpe ham. "Jeg er blevet gakgak!"

"Hov, hov! STOP!" Stemmen talte så hårdt, at Otto faktisk standsede brat op. "Stop en halv! Du er vel klar over, at hvis du fortæller din mor – eller en hvilken som helst anden person – at du kan høre stemmer inde i dit hovede, så bliver du buret inde lige på stedet, kammerat! Tænk bare på din onkel Gudmund!"

"Gisp, ja." Otto kunne udmærket huske sin onkel Gudmund. Selv om det var længe siden, han havde set ham. Onkel Gudmund havde altid været lidt mærkelig. Nej, meget mærkelig. Han havde så mange underlige ideer og tanker. Når han var på besøg hos dem, gik han altid og bankede på alle væggene hele tiden, for at høre, om der var hulrum. Han kunne nemlig ikke lide skjulte hulrum i vægge.

"Der kan gemme sig alverdens farlige ting i sådan nogen hulrum, Otto," sagde han. Men det var ikke det eneste mærkelige ved ham. Han havde næsten altid to forskellige sokker på, og når han skulle parkere sin bil, kunne det tage ham et kvarter at få den stillet rigtigt i parkeringsbåsen: den skulle nemlig holde præcist lige langt fra begge de hvide streger, så han måtte ud af bilen hele tiden for at måle med en tommestok. – Og når han sad med omkring bordet og spiste, skulle han hele tiden skubbe til lampen, så den svingede lidt. Den måtte endelig ikke hænge stille. Ingen vidste hvorfor den ikke måtte hænge stille. Ikke engang onkel selv. De havde spurgt ham. Han vidste bare, at det var meget, meget vigtigt, at lampen hele tiden var i bevægelse. Og sådan var der hundrede af ting, der gjorde, at onkelen ikke var ligesom andre mennesker. Men Otto elskede ham, for han var så sjov at lege med, og han fortalte altid historier. Otto elskede at sidde på onklens knæ og høre ham fortælle, for han var en rigtig god fortæller og hans historier lignede ikke nogen andres. Familien var så vant til hans særheder, at man næsten ikke bemærkede dem længere, og da han i øvrigt var en rar og venlig mand, var han altid med når der skete noget i familien, og han var ofte på besøg hos Ottos mor og far.

Lige indtil den dag han begyndte at tale med sig selv. Eller rettere råbe. Hele dagen lang skændtes han med en eller flere stemmer inde i sit hoved, mens han fægtede med arme og ben og af og til også blev lidt for voldsom over for andre mennesker. Til sidst blev det så slemt, at han blev indlagt på et hospital. Det var sket lige efter jul, og han var der stadigvæk, nu hvor det var sommer.

Otto havde ikke været og besøge ham. Det måtte han ikke for sine forældre. Han havde tigget og plaget, men de ville ikke give ham lov. De havde selv kun været på besøg hos onklen én gang, og da de kom hjem, havde de ikke sagt ret meget. Otto kunne se, at hans mor havde grædt, og hans far havde en blodtud. Men hvad der var sket, ville de ikke snakke om.

"Stemmen har jo ret," tænkte Otto.

"Selvfølgelig har jeg da ret!" svarede stemmen fornærmet. "Havde du regnet med andet?"

"Hov, stop. Kan du nu også høre hvad jeg tænker?" Otto kiggede opad, for at se på den han talte med, men kunne selvfølgelig ikke få øje på andet end det nederste at sit eget pandehår.

"Selvfølgelig," lo stemmen. "Jeg er jo din hjerne!"