Tags: General Fiction, Lang:da
Summary
Per Petterson (f. 1952 i Oslo), der debuterede i 1987, er
blevet sammenlignet med forfattere som Hemingway, Faulkner og
Hamsun. Han blev nomineret til Nordisk Råds litteraturpris
for romanen Til Sibirien, han fik Brageprisen for I
kølvandet og er blevet oversat til engelsk, tysk, fransk,
rumænsk, hollandsk, færøsk og russisk. Nu har
han også fået det brede folkelige gennembrud med Ud
og stjæle heste, der fik både Kritikerprisen og
Boghandlerprisen og blev en af de mest læste romaner i
Norge sidste år, solgt i mere end 140.000 eksemplarer i
Norge. Ud og stjæle heste er en roman om at blive voksen og om
at blive gammel og om far-søn for-holdet. Der er to
måneder til årtusindeskiftet. Trond Sanden, 67
år, har bosat sig i et lille hus ved en indsø mod
nordøst, i grænsetragtene ind mod Sverige. Sammen med
sin hund lever han i selvvalgt ensomhed, optaget af hverdagens
små trivielle gøremål. En dag dukker en nabo op
som viser sig at være en skikkelse fra fortiden.
Mødet fremkalder minder om sommeren 1948 da Trond femten
år gammel tilbragte ferien sammen med sin far på en
sæter. En nærmest mytologisk sommer med dramatiske
hændelser som blev bestemmende for hans og naboens videre
liv. Det er en sommer hvor Trond også lærer
døden at kende på nærmeste hold, og hvor han
får et glimt af den forbudte kærlighed, som får
katastrofale følger for familien. Efter den sommer bliver
ingenting nogen sinde det samme. Med suveræn stilistisk sikkerhed snor fortællingen
sig ud og ind mellem de to tidsspor, nutidssporet og fortiden,
som langsomt rulles op. Skæbnesvangre møder mellem
mennesker og hverdagens små hændelser flyder sammen
til en dybere og mørk strøm. Historien om faderen,
som var modstandsmand og måtte flygte til Sverige, og hans
forelskelse i en anden mands kvinde. De stærke bånd
mellem far og søn som bliver brudt da faderen pludselig
forsvinder for godt, og sønnen står tilbage med en
følelse af svigt. De intense naturskildringer, som kan
minde om Hamsuns Pan, brænder sig ind på nethinden.
Det hele skildret i et konkret, krystalklart og usentimentalt
sprog hvor følelserne hele tiden ligger skjult under
overfladen. Det er sanseligt, handlingsmættet, nøgent
og fyldt af poesi. Ligesom jeg-fortællerens
favoritforfatter Charles Dickens spørger Per Petterson:
hvem eller hvad bestemmer over os? Og er vi hovedpersonen i
vort eget liv? Trond siger: Vi skaber selv vore liv, og vi
bestemmer selv når det skal gøre ondt. Men det er som
om skæbnen har en usynlig finger med i spillet.