Tags: Lang:da
Summary
"Vildnisset" er en bittersød fortælling fra
1970'erne om drengen Jens, der flytter med sin familie fra
Sønderborg til Tørring, en forstad til Herning.
Faren, som arbejder for Frisko Is, er avanceret til
distriktschef i Midtjylland, og pludselig får familien
råd til et stort parcelhus. Et slot, som faren siger.
Her skal det store forkromede familieliv udspille sig, med
vejfester og tilbygningsprojekter, og det går også
meget godt for Jens, der hurtigt får sig en kammerat i
Torben, som han bygger huler og leger Tarzan med. Men for
Jens' forældre går det knap så godt - faren
tilbringer lidt for meget tid på "Vildnisset" og
forsøger at skjule lugten af øl ved at tygge
tørrede nelliker. Stemningen mellem forældrene er
mildest talt spændt, og det hjælper ikke, at mor
bliver valgt til "miss fest-i-gaden".
For at få den daglige kabale til at gå op
må Jens splitte sit liv i virkelighed og fantasi. I den
virkelige verden må han sno sig som han nu kan, men
allerhelst flygter han ind i sin døde morfars vilde
historier, kigger stjerner eller tager på
tømmerflådeekspedition på åen. Så
kommer den dag, da han afslører den lokale bølle i
at sætte ild til skolens cykelskur. Det giver Jens en
ide, som kommer til at vende afgørende op og ned på
hans tilværelse.
Heller ikke hos Jens' mormor i Sønderborg er livet
det samme som før, Jens' elskede morfar er død og
mormoren er ved at blive senil, og da Jens besøger hende
på ferie, låser hun ham inde i den pæne stue,
fordi hun tror lejligheden er befængt med kakerlakker,
som kun eksisterer i hendes fantasi. Det er lige ved at
gå galt.
Jens forsøger af alle kræfter at holde sammen
på sin skrøbelige familie. Mens hans loyalitet er
splittet: Skal han holde på farens hemmelighed om et
sidespring i Vildbjerg? Skal han solidarisere sig med moren?
Hvor meget skal han holde sig til Torben, som måske
alligevel er lidt for kikset frem for de andre drenge? For
slet ikke at tale om storesøsteren Marianne, der er
temmelig sær og absolut ikke som de andre børn -
Jens holder af hende og beskytter hende, men hun er også
en klods om benet.