Description

Series: Book 2 in the Historier fra Smørhullet series

Tags: Børnebog, Højtlæsning, Illustreret, Lang:da

Summary

Ude i rummet findes der mange stjerner og planeter. På en af de planeter - lige mellem Spidsbjergene på den ene side og Tårntinderne på den anden - ligger en lille, fredelig dal, som hedder Smørhullet. Der bor snabelgrisen Nøffe og alle hans bedste venner: Bella, Tossetøsen, Katja og Katnej, far og mor Raffeberg og deres søn Raff.

Der sker sære ting i Smørhullet og det er aldrig kedeligt. For eksempel vågner Nøffe op en dag og har lyst til at være vild. En anden dag møder Nøffe og Raff et stjernefrø, der drømmer om at blive stjerne for en aften. Og så er der Tør, tør-ikke bakken, Ispigen, Sukkertoppen og mange andre sjove historier.

Bogen indeholder farvelagte tegninger.

Du kan læse flere historier fra Smørhullet i "Den Store Månefest".

Uddrag:

En morgen vågner Nøffe, og endnu inden han har sat fødderne på gulvet, kan han mærke, at det er sådan en dag, hvor han har lyst til at være vild. Ja, det er noget underligt noget, men sådan er det med snabelgrise.

“Jeg vil bare være så vild i dag,” råber Nøffe og springer ud af sin seng. “Hmmm, men … øhm … hvordan?” Han tænker og tænker, mens han finder dagens slips frem, og pludselig ved han det.

“Jeg vil gå uden slips i dag!” råber han og stiller sig hen foran spejlet. Så kaster han slipset fra sig og står og kigger længe på sig selv fra alle vinkler. Han synes selv, at han ser meget mærkelig ud uden slips. Helt forkert. Nærmest nøgen. “Nej, det er for vildt,” mumler han og samler slipset op. Så tager han det på og smiler. Der må være en anden måde, han kan være vild på. Han tænker og tænker, men kan ikke finde på noget. Indtil han får øje på sine to hår på hovedet.

“Ja!” råber han. “Nu ved jeg det. Jeg vil have en vild frisure. En helt … øhm … helt vild en.” Så skynder han sig at spise morgenmad, og bagefter løber han over til rafferne. I Smørhullet er det nemlig mor Raffeberg, der klipper alle dem, der skal klippes. Men det er nu ikke nogen stor opgave, for det er kun Tossetøsen og Nøffe, der har hår. For det meste behøver Tossetøsen slet ikke at blive klippet, for hun får det tit svedet af, når hun eksperimenterer med raketter, og Nøffe – ja, han har kun to hår. KLIP, KLIP, så er han klar; men så let går det nu ikke denne gang. Hør bare:

Nøffe kommer løbende ind i mor Raffebergs køkken og råber: “Jeg skal klippes. Og det skal være vildt! Helt vildt.”

Mor Raffeberg bliver glad. Hun forsøger altid at få dem, hun klipper, til at prøve nye frisurer, men indtil nu har hun ikke haft held med at overtale nogen til det. Så da Nøffe nu pludselig helt af sig selv siger, at han vil prøve noget nyt, finder hun hurtigt sine frisørsager frem og får Nøffe til at sætte sig i en stol foran det store spejl. Han får et sjal over sig, så der ikke kommer hår ned ad ryggen eller under slipset. Det kan nemlig godt begynde at klø, hvis der sidder afklippet hår der.

“Hvordan vil du have det?” spørger mor Raffeberg og klipper et par gange i luften med den store saks.

“Vildt!” råber Nøffe ivrigt.

“Det lyder som en glimrende ide,” siger mor Raffeberg. “Må jeg foreslå krøller?”

“Krøl… øhm … krøller?”

“Ja! Jeg købte et krøllejern, sidst Ballonbutikken var her.” Hun holder krøllejernet frem, så Nøffe kan se det.

“Tror du … øhm … det klæder mig med krøller?”

“Ja, det tror jeg,” siger mor Raffeberg og nikker. Hun vil frygtelig gerne prøve sit krøllejern.

“Godt. Bare lav nogle krøller, men … øhm … men kun to – til at begynde med.”

“Du har jo også kun to hår.”

“Øhm … nårh ja,” ler Nøffe, mens han kigger sig rundt efter et blad. Han læser altid i blade, når han er hos frisør. Også selvom det er meget gamle blade, som han har læst mange gange før. Derfor bliver han meget overrasket, da han finder et blad, som kun er et halvt år gammelt. Et blad, han aldrig har set før. Han kan godt lide at læse om de kendte fra Blommedalen og andre dale. Der står for eksempel noget om en mand, der kravlede ind i en tønde og lod sig rulle ned ad et højt bjerg. Han har været rundtosset lige siden, og det er to år siden, han gjorde det. Nøffe ler og kigger op for at se, hvor langt mor Raffeberg er kommet.

Så får han en overraskelse. For han kan slet ikke kende sig selv i spejlet. Et kort øjeblik tror han, det er en helt fremmed snabelgris, der sidder inde i spejlet og kigger ud på ham. Så går det op for ham, at det er ham selv. Han har bare fået krøller.

“Det ligner et snirkeltræ,” fniser han.

“Kan du lide det?” spørger mor Raffeberg.

Nøffe kigger og kigger. “Jeg ligner jo slet ikke mig selv,” mumler han.

“Nej, men du ville jo også prøve noget vildt, ikke?”

“Jo, men … øhm … det er næsten for vildt, synes du ikke?”

“Vi kan også prøve med en anden frisure,” siger mor Raffeberg. “Hvad med strithår?”

“Nej, det går ikke. Mit hår er alt for … øhm … tyndt til strit,” siger Nøffe.

“Ikke hvis man bruger voks,” siger mor Raffeberg og glatter hårene ud igen. Så giver hun dem voks, så de stritter til hver sin side.

“Er det ikke … øhm … ikke også lidt for vildt?” spørger Nøffe. “Man kan jo stikke sig på de hår. Det kan være farligt.”

“Jo, men hvad så med en fletning?” Mor Raffeberg laver en smuk fletning og binder en sløjfe i til sidst.

“Nej, det er for tøset,” sukker Nøffe.

“Vi kan prøve med en midterskilning,” siger mor Raffeberg. Så reder hun de to hår til hver sin side.

Nøffe studerer sig selv i spejlet. “Det … øhm … er en meget bred midterskilning.”

“Ja, men den klæder dig.”

“Jeg ved nu ikke rigtigt,” mumler Nøffe. “Hvad nu, hvis du bare prøver … øhm … at rede hårene lidt tilbage. Ja! Sådan! Det … øhm … dét klæder mig.”

“Jamen,” sukker mor Raffeberg, “det er jo præcis sådan, du altid har dit hår.”

“Er det?”

“Ja!”

“Det klæder mig nu også ret … øhm … ret godt, synes jeg. Hvis du bare klipper hårene en smule kortere, så jeg ikke … øhm … får dem i øjnene, når det blæser, så er jeg glad.”

“Så prøver du jo ikke noget nyt,” siger mor Raffeberg skuffet.

“Næh,” siger Nøffe, “men nogle gange er det, man har, også det bedste.”

Mor Raffeberg nikker. “Det kan der være noget om.” Så klipper hun lidt af spidserne af Nøffes to hår, og så er han glad. Og det bedste ved det hele er, at han kan kende sig selv i spejlet uden problemer.

“Gode gamle Nøffe,” hvisker han og blinker til sit spejlbillede, der blinker igen. Så hjælper han mor Raffeberg med at rydde op og feje gulv; og så har han været vild nok for den dag.