Tags: Lang:da
Summary
Hvad sker der med et menneske, der vokser op i en lukket
verden med ubestridelige regler for rigtigt og forkert? En
verden, hvor Bibelens ord er hævet over menneskelige
følelser og forstand, og hvor truslen om Guds grufulde
hævn holder alle i en skruestik. Og hvad sker der med det menneske, når denne verden
pludselig slår revner, og det viser sig, at der er noget
andet, noget mere på den anden side? Susanne Benderfeldt ved det alt for godt. Hun er født
og opvokset som Jehovas Vidne og var i mange år en trofast
og ihærdig forkynder med en ukuelig tro på, at
Dommedag var nær, og at kun de rettroende ville overleve i
et paradis på jord. Alle andre ville lide en pinefuld
død. Hun blev gift med en trosfælle, og sammen fik de to
børn. Men som årene gik, kom tvivlen krybende.
Først langsomt og næsten umærkeligt, til sidst
så højlydt, at hun ikke kunne ignorere den. Som
40-årig forlod hun Jehovas Vidner og det eneste liv, hun
kendte. På den anden side ventede en verden, som på
én gang var fremmed, spændende og smuk, men også
uendelig ensom. For ikke bare havde hun selv forladt sektens
rigide og dog trygge rammer – hendes familie og venner
havde også forladt hende.