Tags: Lang:da
Summary
"Jeg var ikke noget elskeligt barn, og
jeg har udviklet mig til en dybt uelskelig voksen. Hvis man
tegnede et billede af min sjæl, ville det være
nogle kruseduller med hugtænder." Libby Day var syv år gammel, da
hendes mor og to søstre blev myrdet i Satanofringen i
Kinnakee Kansas. Mens hendes familie lå døende,
flygtede lille Libby fra den lille gård ud i den iskolde
januarsne. Hun mistede nogle fingre og tæer, men hun
overlevede – og afgav et opsigtsvækkende
vidnesbyrd, der udpegede hendes femtenårige bror, Ben,
som morderen. Femogtyve år senere sidder Ben i
fængsel, og en forstyrret Libby lever af de sidste
midler fra den fond, der blev oprettet af sympatisører,
der nu for længst har glemt hende. Mordklubben er en makaber hemmelig
forening, der er besat af spektakulære forbrydelser. Da
de opstøver Libby og pumper hende for detaljer –
beviser, som de håber kan sætte Ben på fri fod
–udklækker Libby en plan om at profitere på
sin tragiske historie. For et honorar vil hun genoptage
kontakten med de implicerede den nat og aflægge
beretning om sine opdagelser til klubben … og
måske vil hun indrømme, at hendes vidneudsagn ikke
var helt så klokkeklart endda. Idet Libbys søgen fører
hende fra lurvede stripklubber i Missouri til forladte
turistbyer i Oklahoma, går historien i glimt tilbage til
den 2. januar 1985. Begivenhederne den dag genfortælles
gennem Libbys dødsdømte familiemedlemmer –
inklusive Ben, en enspænder, hvis raseri over sin
uduelige far og den skrantende gård har drevet ham ind i
et foruroligende venskab med en ny pige i byen. Brudstykke
efter brudstykke kommer den grufulde sandhed for dagen, og
pludselig er Libby tilbage, hvor hun begyndte – på
flugt fra en morder. MØRKE STEDER vil uvægerligt
indtage sin velfortjente plads blandt kendte, nervepirrende
bestsellers af Donna Tartt, Lisa Unger, Carol O’Connor
og Stephen King. Bogen suser afsted som et lyntog og bygger
op til en sindsoprivende slutning, samtidig med, at den
stiller det svære spørgsmål: Vil sandheden
virkelig gøre dig fri?