Den 11-årige fortæller i "Kunsten at græde i kor" ved, hvordan man gør, når sorgen ruller.

Sammen med sin far går han til alle de begravelser, han kan komme til. Faderens taler tvinger nemlig uvægerligt tårerne frem i de efterladtes øjne, godt hjulpet på vej af sønnens sørgmodige blik, og da en god tale tillige hjælper på omsætningen i forældrenes lille købmandsbutik, er logikken i drengens øjne klar: den enes død, den andens brød.

Men endnu vigtigere for drengen er det at holde sammen på sin familie, som ligger under for faderens psykiske nerver – især efter at hans storesøster er holdt op med at ligge sammen med faderen på sofaen om natten.

KUNSTEN AT GRÆDE I KOR er fortalt med den 11-åriges blanding af troskyldighed og retskaffenhed, der forlener denne roman om livet i en sønderjysk landsby sidst i 1960'erne med sin egen særlige humor, tragik og menneskelighed.

”Der er absolut ikke noget at grine af i Erling Jepsens originalt hjemmestrikkede familiegyser. Man kan bare ikke lade være.”
- Lise Garsdal i Politiken

”De almindeligt onde har ikke været skildret så godt og morsomt siden Hans Scherfigs dage – og aldrig nogensinde så ægte solidarisk. Det er fabelagtigt godt gået.”
- Anne Knudsen i Weekendavisen

”En helt usædvanlig roman – sørgelig, morsom, frysende uhyggelig og ikke til at lægge fra sig.”
- Marianne Eilenberger i B.T.

”Sjældent er et stykke grum socialrealisme blevet serveret på så charmerende en facon og med så autentisk en følsomhed.”
- Henriette Bach Lind i Jyllands-Posten

”Den indre konsekvens, på én gang psykologisk og æstetisk, er det, der gør Erling Jepsens roman virkningsfuld og ægte. Og så er den oven i købet morsom.”
- Erik Skyum-Nielsen i Information