Tags: Lang:da
Summary
Hvad gør man, når man er Odenses borgmester, og
voldsomt bagud på point til eks-borgmesteren med
storhedsvanvid, i den igangværende kommunalvalgkamp? Og hvad gør man, når man som knap midaldrende
bliver anbragt på et af byens plejecentre af kommunen, i
mangel af bedre genhusningsmulighed? Kan en stadsdirektør, der optræder som spindoktor
inkognito, og en durkdreven nyhedschef, finde fælles
fodslag i kampen mod korruptionen i det toppolitiske
miljø? Find svarene i den satiriske fortælling:
Bassebo-sagen Uddrag af bogen: Nu måtte Gisela gerne snart komme, for Basses mave
rumlede. Han skottede ud ad vinduet og så taxaen holde
klar. Men han kørte ikke, før Gisela havde meddelt
ham programmet inklusive menuen. Han havde tre gæt
på, hvad serveringen stod på. Han følte sig
rimeligt sikker på at ramme rigtigt. Førstevalget var
svinekam stegt som vildt med fuglereder, syltetøj,
brunkartofler og masser af brun, tyk, velsmagende sovs.
Mundvandet begyndte at løbe, men han forsøgte
også at fokusere på de to andre gæt, som var
henholdsvis stegt flæsk med persillesovs, måske endda
med en pilsner, og grydestegt kylling med surt og en
lækker brun flødesovs. Uh, Basse elskede den brune
sovs, selvom hans Erna havde indskrænket serveringen af
denne til maksimalt én gang ugentligt, da hun ikke orkede
at blive ved med at sy de besværlige kiler ind i hans
bukser. Endelig viste Gisela sig i døren. "Er det noget med brun sovs?" Basse var hurtig på
aftrækkeren og forsøgte at komme hende i
forkøbet med sit kvalificerede gæt. Måske var
det også lidt for at imponere hende. "Nej," svarede hun tørt. "Boller i selleri." "Hvad!?
Boll. Det kan man sgu da ikke servere for en borgmester!"
tordnede Basse, ærgerlig over at få hele dagen
ødelagt af en elendig amatørkok. "Man mente, at borgmesteren skulle spise det samme, som de
selv fik serveret i dag." Om forfatteren: Brian Larsen er født i 1966 og uddannet
civiløkonom på Syddansk Universitet i Odense. Han
arbejder til dagligt som økonomi- og
personaledirektør i en mellemstor, privat
eks-
portvirksomhed. "Bassebo-sagen" er Brian Larsens debutroman. Humoren findes overalt, hvis man blot søger efter den.
Det har altid været forfatterens mantra. Med flere
hundrede lejlighedssange og taler i bagagen, og med
udpræget sans og interesse for humoristisk timing i
sproget, ordspillet og replikskiftet, var det nærmest et
kald der udmøntede sig i denne første roman.