Terrortruslerne i rundt i verden er tegn på, at terrorister fortsat arbejder ihærdigt med planer, som kan ramme også den vestlige verden igen. Selv om regeringerne i vesten fokuserer på sikkerheden og terrorbekæmpelse, er det alligevel muligt at sætte et af verdens absolutte magtcentre, New York, under en højeksplosiv trussel. Det hævder i al fald den storpolitiske spændingsroman, ”Brænder New York?”, hvori journalist- og forfatterparret Dominique Lapierre og Larry Collins kortlægger netop den alarmerende politiske virkelighed, vi står i i dag.
De skræmmende nyheder, vi af og til modtager om nye terrorplaner - i Danmark, England, Tyskland eller andre lande gør den internationale terrortrussel højaktualitet - som det sker i ”Brænder New York?”
Tæt på seksårsdagen for 11. september har det omfattende terroristnetværk i Europa og Mellemøsten stadig alarmerende let ved at udføre deres forbrydelser mod den vestlige verden. Ifølge Lapierre og Collins lever vi i en falsk forestilling om, at USA og den øvrige vestlige verden har taget tilstrækkelige forholdsregler for befolkningens sikkerhed og beskyttelse. Vores følelse af tryghed har vist sig at være en illusion, og bogen angriber derfor flere reelle smuthuller i vestens beskyttelsesforanstaltninger, for at åbne verdenssamfundets øjne for terrorsituationens virkeligt presserende realitet og mere aktivt og effektivt imødegå risikoen for det skrækscenario, bogen opstiller.

Romanens plot er nok fiktivt, men langt fra urealistisk. Bogen er nemlig blevet til på baggrund af to års journalistisk research og studier af USA's politik og indsats på terrorområdet og samspillet med verdens øvrige magtcentre. Forfatterne mener derfor, at bogens plot, der involverer virkelige personer og fakta fra virkelighedens verden, rent faktisk er muligt at udføre.

Ansporet af begivenhederne 11. september 2001 har forfatterne udtænkt et storpolitisk magtspil, hvor det lykkes arabiske terrorister at smugle en atombombe ind i New York City. De truer med at detonere bomben, hvis ikke præsident George W. Bush på fem dage formår at tvinge Israel til at opgive bosættelserne i Gaza og på Vestbredden. Sideløbende med Bush administrationens forhandlinger og politiets hæsblæsende jagt på forbryderne og bomben, følgerne læserne desuden terroristerne selv, der adlyder ordrer fra både Saddam Hussein og Osama bin Laden.

Bogen har vakt stor opmærksomhed i den række af lande, hvor den er udgivet, og den har solgt mere end 600.000 eks. Det fransk-amerikanske makkerpar har tidligere haft stor succes med deres bøger, bl.a. ”Brænder Paris?”, som solgte i fem millioner eksemplarer og blev til en stor Hollywood-film.

Indhold

Kapitel 1 Det nordvestlige Irak. Tidligt forår 2003

Kapitel 2 Waziristan, Pakistan. Over et år senere

Kapitel 3 Port Elizabeth, New Jersey. En container med basmatiris

Kapitel 4 Washington D.C. Krisen, dag 1

Kapitel 5 New York City. Krisen, dag 2

Kapitel 6 New York City, Washington D.C., Jerusalem, Karachi. Krisen, dag 3

Kapitel 7 Washington D.C., New York City, Jerusalem. Krisen, dag 4

Kapitel 8 New York City, Washington D.C., Jerusalem. Krisen, dag 5

Efterskrift

Uddrag

KAPITEL 1. DET NORDVESTLIGE IRAK
TIDLIGT FORÅR 2003

En sort Cadillac med nedtrukne rullegardiner for vinduerne kørte hurtigt gennem den måneløse nat på den hårdt sammenkørte ørkenvej, som siden bibelske tider har været det væsentligste forbindelsesled mellem Damaskus og Bagdad, kaliffens to byer. Bilen tilhørte den irakiske diktator Saddam Hussein og var et af hans personlige køretøjer. Eftersom en amerikansk invasion af Irak tydeligvis kun var få dage væk, var bilen udstyret med elektronisk udstyr, som kunne forstyrre radaren i et hvilket som helst amerikansk kampfly, der måtte forsøge at forstyrre passagerens 700 kilometer lange rejse.
Bilen stoppede foran en prægtig bygning i udkanten af den irakiske hovedstad. Det var imidlertid ikke det endelige mål for bilens passager. To uniformerede vagter eskorterede ham til en anden Cadillac, som straks kørte mod en ny storslået bygning, hvor proceduren blev gentaget for anden gang, og dernæst endnu en gang. Ligesom den første bil var den anden og den tredje Cadillac udstyret med tætsluttende rullegardiner. I denne anspændte tid skulle ingen af Saddam Husseins gæster være i stand til at afsløre, i hvilken af diktatorens mange residenser og kontorer deres møder var blevet afholdt - oplysninger, som enhver amerikansk agent ville vide at udnytte. Dertil kom, at Saddam Hussein havde gjort det til en vane aldrig at modtage gæster i dagtimerne.
Gæstens lange rejse nåede sin afslutning ved vagthuset til endnu et imponerende palads, hvor en halv snes sikkerhedsvagter i sorte kampuniformer bragte ham til et lille forværelse. Der måtte han, meget mod hans vilje, finde sig i en fuld kropsvisitation og afklædning. Da det var overstået, blev han overladt til seks officerer i olivengrønne uniformer fra Saddams personlige vagtkorps. De eskorterede ham ad en lang gang, hvis vægge var dekorerede med gule og blå mosaikker af de berømte babylonske løver og den gamle hovedstads pragtfulde monumenter.
For enden af gangen gik de ind i en lille, privat elevator. Selvom nedstigningen kun varede et par sekunder, var den så hurtig og brat, at gæsten fik propper i ørerne, som sad han i et fly, der skulle til at lande.
Elevatordørene åbnede sig, og et kommunikationscenter, fyldt med computere, radioer, fjernsynsskærme og telefoner, kom til syne. Gæsten blev nu placeret i en elektrisk vogn, lig dem der bruges til at transportere handicappede passagerer rundt i lufthavne, og rullede - igen ledsaget af et par bevæbnede vagter - ned ad endnu en tilsyneladende uendelig gang beklædt med flere mosaikker med motiver fra det gamle Babylon.
Endelig stoppede de foran en låst dør, som førte ind til endnu en låst dør, der igen førte ind til et stort kontor. Dér, for enden af et langt bord af blankpoleret egetræ, sad den irakiske diktator. Han bar den olivengrønne, jakkeløse uniform, som fjernsynsseere verden over var blevet vant til at se ham i. I modsætning til mange andre diktatorer, der altid tildelte sig selv krigsdekorationer for krige, de aldrig havde kæmpet i, var diktatorens skjorte blottet for ordener. Hans eneste kendetegn var et par guldørne på skuldrene og den blå tatovering på ryggen af højre hånd, der var et symbol på hans tikritanske rødder. Hans pande var furet af dybe rynker, og hans øjne lå dybt indsunkede i øjenhulerne. Han så fuldstændigt udkørt ud.
Han bad sin gæst sætte sig og sagde: “Må Allah udøse sine velsignelser over dig, min broder.” Hilsenen var for ham mere rituel end religiøs. “Tak, fordi du viser mig den ære at acceptere min invitation til at besøge mig her i Bagdad i disse farefulde tider.”
Gæsten lo. “Æren er på min side, ya Sidi - ja, hr. Og den virkelige ære består i at se, hvor godt beskyttet du er her.”
Saddam smilede til ham. “Bush og hans amerikanske sjakaler er klar til at invadere mit land. Det er deres mål at tage mig til fange eller få mig dræbt. Tro mig, jeg skal ikke gøre opgaven let for dem.”
“Lad os bede til, at det ikke lykkes dem, min bror,” svarede gæsten.
. “Jeg bad dig foretage denne besværlige rejse, netop fordi de er klar til en invasion,” fortsatte Saddam. ”Jeg har nemlig noget meget vigtigt at give dig, min bror, og jeg kender ingen, der bedre end dig vil vide, hvordan det skal bruges.”
Gæsten takkede for ordene med et lille buk. Han var en 43-årig libanesisk født shia-muslim af palæstinensisk afstamning. Hans navn var Imad Mugniyeh, og indtil 11. september havde CIA anset ham for at være USA’s mest eftersøgte krigsforbryder. Når man så bort fra de overvældende dødsofre fra den 11. september, havde ingen anden så mange amerikanske og vestlige døde på samvittigheden som Mugniyeh. 63 amerikanere dræbt under bombningen af den amerikanske ambassade i Beirut i 1983, 241 amerikanske marinesoldater og 58 franske fremmedlegionærer sprængt i luften på deres libanesiske kaserner få måneder senere, 114 ofre ved bombningerne af den israelske ambassade i 1992 og Det Jødiske Kulturcenter i Buenos Aires i Argentina i 1994, 19 amerikanske piloter på deres kaserne ved Khobar Tower i 1996 - alle disse blodige begivenheder kunne tilskrives denne lille, spinkelt byggede terrorist.
Mugniyeh undgik offentlighedens opmærksomhed, som en kat undgår vand. Interviews på fjernsynskanalen Al Jazeera eller videobånd smuglet ud til libanesiske tv-kanaler var ikke noget for ham. Derfor havde det vestlige efterretningsvæsen også kun to små fotografier af manden, hvor en tyk manke af hår hang ned over panden, og et sparsomt skæg omkransede hagen.
Han var født i en landsby nær den libanesiske havneby Tyre, og han lod sig i en tidlig alder indrullere i Yasser Arafats Al Fatah-træningslejre. Dér lærte han sit erhverv side om side med kamikazepiloter fra Japans Røde Armé, shiitiske krigere, opsatte på at vælte Irans shah, og andre palæstinensere, der havde viet deres liv til at tilintetgøre Israel. Hans engagement og hans anlæg for vold fangede Arafats opmærksomhed. PLO-lederen udpegede ham til sin elitevagtenhed, Force 17.
Da Israel invaderede Libanon i 1982, og PLO blev fordrevet fra landet, meldte Mugniyeh sig hos Islamisk Jihad og blev en af stifterne af det iransk inspirerede Hezbollah, en terrororganisation, som CIA’s George Tenet anså for at være endnu farligere end al Qaeda. Han indtog en central rolle i forbindelse med udviklingen af organisationens anvendelse af selvmordsbombere mod israelske bosættere i det sydlige Libanon. Han var også arkitekten bag bølgen af kidnapninger i Beirut i 1980’erne, hvor folk som Terry Waite, ærkebiskoppen af Canterburys udsending, og den amerikanske journalist Terry Anderson blev taget til fange, og som førte til tortur og drab på CIA-agenten William Buckley.
CIA, Storbritanniens MI6, Frankrigs SDEC og Israels Mossad havde alle forsøgt at fange ham uden held. Han var blot en myte opdigtet af israelerne for at nære CIA’s paranoia - yndede hans libanesiske tilhængere at fortælle de journalister, der ytrede ønske om at møde ham. Et flydende fransk, et troværdigt engelsk og et overfladisk spansk suppleret med en mesterlig evne til forklædning gjorde det muligt for ham at bevæge sig rundt i verden uden problemer for at styrke sit netværk og nære sine kontakter. Et af disse møder - i 1998 i Sudan - havde været med Osama bin Laden, som nærede det samme had til Vesten som han selv. Der kom ikke noget konkret ud af deres møde dengang, men de vidste begge, at der meget vel kunne komme en dag, hvor deres arbejde i Den Hellige Krig mod Vesten ville føre dem sammen igen.
“Den Store Satan i Washington og hans sjakaler er ved at gøre sig klar til at indlede deres brutale angreb på vores arabiske nation,” forudså Saddam. “De vil ødelægge vores landsbyer og byer med en byge af bomber. Til trods for mine tapre soldaters store mod frygter jeg, at de vil blive løbet over ende af de amerikanske våben. Hvad angår mig selv, vil jeg med tiden blive martyr - med mindre selvfølgelig de kræftceller, som mine franske læger for nylig opdagede, skulle vise sig at arbejde hurtigere end amerikanerne. Eller, Gud forbyde det, de amerikanske djævle tager mig til fange.”
Mugniyeh havde lyttet til Saddams lille tale uden ydre tegn på bevægelse, men hans henvisning til kræft rystede ham. “Dine franske læger tager uden tvivl fejl, kære bror.”
Saddam trak ligegyldigt på skuldrene. “Det er ligegyldigt. Den djævel til George Bush forsøger at overbevise verden om, at jeg er i besiddelse af masseødelæggelsesvåben her i Irak. Gid jeg var, for så ville jeg med den største fornøjelse bruge dem nu mod ham og hans tropper. Men det har jeg desværre ikke. Engang, i 1991, var vi meget tæt på! Mine videnskabsfolk havde konstrueret en arbejdsmodel af en centrifuge, som kunne have omdannet uran - selv den naturlige uran, vi har lagret her - til en funktionsdygtig bombe.”
Saddam sukkede og fik næsten tårer i øjnene, mens han sagde dette. “Men efter Kuwait-krigen blev modellen ødelagt af FN’s inspektører, og jeg blev nødt til at annullere mit projekt.
Men mine dygtige irakiske og islamiske videnskabsmænd, som er meget dygtigere, end Vesten ønsker at indrømme, har udstyret mig med noget, som er næsten lige så godt. De trængte igennem til de vestlige atomfysikeres bedst bevarede hemmeligheder og designede for mig et atomvåben, der kan reducere Tel Aviv, London eller New York til støv. Deres tegninger er fejlfrie, er jeg blevet forsikret om. Det ved jeg, fordi disse djævle, inspektørerne fra FN, beslaglagde en kopi af designet. De anerkendte, at det var fejlfrit, og at hvis våbnet blev konstrueret, kunne det eksplodere med en frygtindgydende kraft.”
Saddam ustødte et nyt, opgivende suk. “Men for at kunne lave det må jeg have adgang til højt beriget uran, og de forbandede amerikanere har hidtil forpurret alle vores forsøg på at få fat i det.”
Mugniyeh nikkede vidende. Han var tæt nok på mange af de ekstremistiske mullaher, der regerede i Iran, til at være bekendt med de vanskeligheder, de havde med at skaffe spaltbart materiale til deres egne atomprojekter.
Saddam havde i mellemtiden rejst sig og var gået over til væggen, hvor han havde taget et lille oliemaleri ned, der forestillede ham selv ridende på en hvid hest, og med løftet sværd. Maleriet skjulte et pengeskab i væggen, som Saddam nu åbnede. Han trak en lædertaske ud, større end en attachemappe, men mindre end en kuffert. Den placerede han på bordet mellem dem, før han satte sig ned igen.
“Kære bror,” sagde han i en tone så højtidelig, som reciterede han et brudepars ægteskabsløfter, “selvom jeg ikke deler de fundamentalistiske islamiske overbevisninger, som du og mange af dine brødre hylder, så står jeg ikke tilbage for nogen i mit had til Amerika. Et had, som er udløst af alle de ulykker, amerikanerne forbereder sig på at påføre mit folk, og af alle de ulykker, de og deres israelske allierede allerede har ladet ramme vores brødre i Palæstina.”
Saddam skubbede tasken over bordet til Mugniyeh. “Det er derfor, jeg i dag giver dig denne taske, kære bror. I den vil du finde en nøjagtig kopi af mine videnskabsmænds tegninger med detaljer for alle de trin, som er nødvendige for at konstruere en atombombe med frygtindgydende kraft. Det eneste, du behøver for at omdanne disse planer til en virkelig bombe, er 23 kilo højt beriget uran. Til vores nationale program kunne vi selvfølgelig ikke nøjes med 23 kilo, men skulle bruge mere end hundrede kilo. Det burde være let for dig at skaffe de 23. Måske dine iranske venner kan hjælpe dig, forudsat selvfølgelig, at du ikke fortæller dem, at jeg gav dig disse tegninger. Ikke at de har brug for dem. Jeg er sikker på, at de har deres egne allerede. Med penge og venners hjælp kan du sikkert finde, hvad du behøver, i Rusland. Tag nu disse planer som min sidste vilje. Byg bomben sammen med dine brødre, og brug den mod amerikanerne i en af deres byer for at hævne min sjæl, inshallah.”
Bevæget og fuld af ærefrygt bukkede Mugniyeh for sin vært. “Du skal blive hævnet, ya Sidi.”
Saddam bad ham med en håndbevægelse sætte sig igen. “Jeg har hørt, at det ikke vil være svært at smugle sådan én ind i USA. Dine brødre i Hamas og Hezbollah vil helt sikkert vide, hvordan det skal gøres. Benyt dig så af den ultimative magt, som disse planer kan give dig, til at opnå en stor sejr for vores folk, noget, som vil bringe sand retfærdighed til dine brødre i Palæstina og til mit lidende folk her, noget, som både de og resten af verden vil acceptere og anerkende som rigtigt og retfærdigt. Og for mig - Hævn! Hævn! Hævn!”
Mugniyeh rejste sig og bukkede ærbødigt endnu en gang. “Frygt ikke,” svor han, “du skal blive hævnet. Vi vil bygge denne bombe og vinde retfærdighed for vores folk i dit navn.”