Tags: Lang:da
Summary
De fleste af os lever med en forestilling om, at det ideelle
kærlighedsforhold automatisk udelukker, at man samtidig
kan have tætte følelsesmæssige forbindelser
endsige seksuelle relationer til andre end sin partner. Det er
en romantisk tradition, som er dybt forankret i vores kultur og
meget svær at røre ved. Men hvad nu, hvis parterne er
enige om, at forhold til andre ikke alene er okay, men ligefrem
berigende for forholdet? Og hvad hvis man i øvrigt finder
ud af at leve åbenheden ud i praksis med rene linjer og
under hensyntagen til alle involverede parter? Hvilken
betydning kan det have for den personlige oplevelse af et liv
med indhold, frihed og glæde? Og for fornemmelsen af
samhørighed, overskud og kærlighed i forholdet? Bogen handler om, hvordan man ”åbner” et
traditionelt parforhold uden at sætte hverken
ægteskab, børn eller hjem over styr. Det er en
letlæst og praktisk guide til, hvordan et par sammen kan
forny deres definition af kærlighed og troskab, hvordan
man gradvist kan omstille sig til en veldefineret, friere
aftale, og hvad der er værd at vide, når parret
gør de første erfaringer i de nye rammer. Bogen
belyser, hvad det i denne sammenhæng vil sige at udvise
hensyn, kommunikere ærligt og tage ansvar for både
sig selv og sin partner. Bogen vil også komme ind på,
hvorfor kompromiser, generøsitet og tålmodighed er
nødvendige faktorer i processen. Undervejs vil cases i
form af mænd og kvinder i etablerede parforhold dele deres
overvejelser og udfordringer, som de tager sig ud både
før, under og efter, at parrene tager deres forhold op til
revision.