Tags: Lang:da
Summary
Romanens fortæller, en navnløs dreng på
seksten, føler sig grå og trist en verden, hvor
undergangen lurer lige om hjørnet. Ud over at forsøge
at frigøre sig fra sin håbløse mor,
forsøger han også at lægge afstand til sig selv
og sin barndom. I mange år har han gået rundt som en
skygge i skolen, iført beige tøj og ansigtshud, og
alt er middel ved ham: højden, vægten og
gennemslagskraften. En dag efter skole sidder han derhjemme og
skriver. Resultatet er et digt, og det bliver dette digt, der
sætter skub i hans reinkarnation. Men hans genfødsel
bliver hverken sund eller god, den er snarere desperat og
destruktiv. Drengen ifører sig en rengøringskitel,
klar til at møde de hånlige bemærkninger fra
omgivelserne, der dog hurtigt tager af, og han må derfor
tage mere drastiske metoder i brug for at markere sin
frygtløshed. F.eks. lader han bussemænd sidder i sit
ansigt en hel skoledag. Sideløbende fortælles en
bihistorie om vennen Pålle, som også ønsker at
gøre oprør, men på et langt mere alvorligt
grundlag; han bliver nemlig udsat for vold i hjemmet og ser det
som en reel mulighed også selv at anvende vold.
Inspirationen fra school shootings i Finland og USA er helt
klar. Gennem Pålle skildrer Mikael Niemi alt det, der kan
gå galt i et barns opvækst. Romanen har fået
betegnelsen ungdomsroman, men som voksen læser man den med
stor fornøjelse. For den ældre læser er det
genkendelsesfaktoren, der slår stærkt igennem, men
også blikket ind i den nye generations traumer er
stærkt fascinerende, og Niemi skildrer alt med
usædvanlig stor træfsikkerhed. Sproget hæver sig
over middel og den tornedalske tone og humor ligger lige under
overfladen - det alvorlige emne til trods. Skyd appelsinen er
en stærk bog og først og fremmest en
tankevækkende beretning om en drengs frigørelse.