Tags: Lang:da
Summary
En kvinde findes knivdræbt i sit landhus i
Zaragoza-provinsen. Det ligner endnu et rutinejob for sergent
Bevilacqua fra Guardia Civil og hans kvindelige assistent,
Chamorro, men sagen viser sig at være lidt ud over det
sædvanlige. Offeret, Neus Barutell, er en smuk og celeber tv-journalist,
som er gift med en kendt catalansk forfatter. Sporene efter en
heftig nat med sex og stoffer tyder umiddelbart på, at
morderen skal findes inden for hendes egne cirkler fra tv- og
underholdningsverdenen. Efterforskningen rykker til Barcelona, hvor Bevilacqua og
Chamorro med en blanding af snusfornuft og skarpsindighed
graver sig ind bag facaden og finder ud af, at alt ikke er som
det ser ud til. Vi bliver draget ind i en kompleks og fascinerende
efterforskning, hvor de to civilgardister må løse
litterære hovedbrud fra Alice bag spejlet, gå på
jagt i cyberspace og samarbejde med Cataloniens nationale
politikorps, los Mossos d’Esquadra, for at komme til
bunds i en kringlet og besværlig sag. “Hovedpersonen Bevilacqua er beslægtet med
både Inspector Morse og Vázguez Montalbáns Pepe
Carvalho og som disse henvender han – og 44-årige
Silvas prisbelønnede forfatterskab – sig også
til modne læsere, der sætter mere pris på
intelligent og stemningsfyldt selskab end biljagter og
politiske konspirationer”, Information. “… en rap dialog, mættede
miljøbeskrivelser langt fra skandinaviske randområder
samt kritiske blikke på det samfund, politiet opklarer
forbrydelser i … Jeg synes kort sagt, at Lorenzo Silva er
rigtig god”, Weekendavisen. “Et kvalitetstilbud til dem, der ikke kun sværger
til den skandinaviske genre, men gerne vil have en interessant
krimi uden for meget blod og med rigtige mennesker på
rollelisten”, lektørudtalelse. “… et forfriskende bud på en ikke-nordisk
krimitradition og hovedpersonen Bevilacqua er et glimrende
bekendtskab, belæst og indsigtsfuld”, Politiken. “For læseren er resultatet en helstøbt krimi
med både et interessant plot og et hold af efterforskere,
man har lyst til at lære nærmere at kende. En af den
slags oplevelser, hvor siderne næsten vender sig
selv”, Bogblogger.