"Alle sårede og syge samt skibbrudne skal behandles på behørig måde, hvad enten de er venner eller fjender. Rækkefølgen i behandlingen skal alene være bestemt af medicinske grunde. Døde må ikke plyndres eller skamferes." - Krigens Love, § 20

- Ja, jeg har været i krig, og ja, jeg har været i Afghanistan.
Sådan begynder krigsveteranen, Kim, sin beretning. Kim fortæller om den triste og trykkede stemning, der præger soldaterne og deres pårørende i tiden op til udsendelsen: Fra nedskrivelsen af deres sidste vilje til den vemodige afsked i lufthavnen, og hvad dette indebærer følelsesmæssigt.

Hele historien bærer præg af én enkelt handling og et valg, som Kim må træffe her og nu ude i ørkenen, og som for ham fører til en markant tvivl på missionen og på sig selv som menneske. Og det er dette valg, der, på dramatisk vis er skyld i, at han nu befinder sig dér, hvor han er i sit liv!
Romanen fokuserer på krigens menneskelige og politiske aspekter - i en eksistentiel retning, hvor omdrejningspunktet for Kims dilemma er: Skal han handle som menneske eller som soldat? - Følge hjertet eller følge loven?

Uddrag af bogen:
Det eneste, man kunne høre mellem os, var hendes snøftende grædende stemme, fordi vi nu stod så tæt klistret til hinanden. Som ville sandet - fjenden, æde os op udefra!
- Hvor er livet dog meningsløst! sagde hun lidt efter hulkende.
- Ja, fortsatte jeg i samme stemning - og ørkenen er så meningsløs og især det, der er i den! Hun tog hårdere fat om livet på mig, hvilket førte til, at jeg igen prøvede på at tænke over tingene og mig selv: Hvem er jeg dog, og hvad er meningen med det hele?! Sidstnævnte passede fint sammen med det, som hun selv sagde før.