Tags: Lang:da
Summary
Historien om den unge og lidet attraktive Catherine Sloper,
der pludselig bliver genstand for en smuk ung mands
tilnærmelser. Catherines far mistænker bejleren,
Morris Townsend, for at være ude efter Catherines penge og
sætter sig imod ægteskabet, idet han kynisk udnytter
sin datters forgudelse af sig. Catherines romantiske tante,
derimod, er dybt indtaget af Morris og søger med alle
midler at få forbindelsen fuldbyrdet. Omringet af tre viljestærke skikkelser må
Catherine søge ukendte indre ressourcer og træffe et
valg, der uanset hvad vil kræve et tungt offer. Henry James (1843-1916) er en af romankunstens største
navne, og Washington Square et af hans mest elskede
værker. Bogen er med Graham Greenes ord “den eneste
roman, hvor en mand med held er trængt ind på det
kvindeliges område og har skabt litteratur på niveau
med Jane Austens.” Pressen om Washington Square: “Værket, der oprindeligt blev skrevet som en
populær magasinføljeton, kan sagtens fange nutidige
læsere. Stor litteratur går aldrig af
mode.” – Berlingske Tidende “Washington Square er stadig den tidlige Henry James i
noget nær miniature, men mens vi venter på at nogle
forlag dog tør binde an med f. eks. Wings Of The Dove, The
Ambassadors og The Golden Bowl kan den ikke anbefales
nok.” – Jyllands-Posten “Henry James sætter ethvert fromt livssyn i krise
på sin elegante, realistiske og finslebne prosas
kirurgiske specialafdeling.” – Nordjyske Stiftstidende ”Washington Square” er en fin lille roman, der i
både plot og humor får en til at tænke på
Jane Austen. Den er skrevet i et direkte, næsten
tilbagelænet sprog milevidt fra den overlæssede stil,
der præger James’ senere værker. Så nye
læsere kan begynde her. – Fyens Stiftstidende “Henry James er berømt for sin særlige
synsvinkelteknik. Han har her ikke valgt side, men gør
så objektivt som muligt rede for den dramatiske
persontrekant i forhold til den unge selskabsløve Morris.
(…) Og det hele med en insisterende alvor og tør
humor, som løfter denne lille roman op i
mesterklassen.” - Information “Som altid hos James står temaerne i kø, og
fortolkningsmulighederne er mange. Hvilken rigdom er der ikke i
sådan en lille roman med en sympatisk alvidende
fortæller – Washington Square er henrivende
gammeldags og besættende moderne på samme
tid.” - Kristeligt Dagblad “En usædvanlig forfriskende og underholdende
oplevelse (…). Henry James overgår sig
selv” - Weekendavisen