Tags: Lang:da
Summary
Burgundia er en geografisk roman, men det er ikke bornholmsk
granit eller sandsten, der spiller hovedrollen, men to
bornholmske familier og forbindelserne mellem dem, og de
historier de giver anledning til. Det er prægtige
løjer, men bag om alle løjerne er romanens tre dele;
øen, himlen og havet, først og fremmest en
mageløs fortælling om øen Bornholm. Handlingen koncenterer sig omkring tiden for den store
stormflod i 1872 og frem til 1958, hvor en coaster af
uforklarlige grunde går under. Coasterens navn er
Burgundia, den latinske betegnelse for Bornholm. Burgundia fortæller ikke bare én historie, men
mange historier; om Linderne og de andre, Kofoed med og uden
"e," og om de der forsamles i ´Klædeskabet´ i
Rønne og til dyrskue i Almindingen. Der er hundredvis af
historier. Om kineserne, der går i land ved Arnager, om
hvordan de indfødte i Congo lærer at synge
bornholmske hjemstavnssange, og historien om, hvordan Ibsker
Kirke går i brand, og klokkerne af sig selv begynder at
spille Nærmere, Gud, til dig. Værkets tre dele væver elegant alle historierne
sammen med de bornholmske steder. Romanens sprog er i
særklasse poetisk og levende, og med Bornholms geografi og
beskaffenhed, som det helt centrale omdrejningspunkt, bliver
alle dens historier både vedkommende og
sammenhængende, uanset om man i forvejen har et forhold
til øen eller ej.