Tags: Lang:da
Summary
Octave Mouret er blevet indehaver af magasinet "Damernes
Paradis", som han har fået ved giftermål med den
tidligere ejers enke, fru Hédouin. Romanen fortæller under dække af
kærlighedshistorien mellem Mouret og den lille
ekspeditrice Denise Baudu, hvordan det moderne stormagasin
udvikler sig i Paris i den sidste halvdel af det 19.
århundrede. "Damernes Paradis" står som et symbol
på kapitalismen, der ved sit stadige vokseværk, den
kyniske udnyttelse af de ansatte og af forbruget som en form
for seksuel tilfredsstillelse æder de gammeldags
småhandlende og suger pengene ud af kvinderne, fra den
bondske fru Boutarel, der kommer til Paris en gang om året
for at bruge sine sammensparede skillinger til grevinde de
Boves, der har penge nok, men alligevel forledes til
butikstyveri for spændingen.