Tags: Lang:da
Summary
Den perfekte elsker er en samlivsroman om seksualitet og
spiritualitet. Det er en sanselig fortælling om
forskellige menneskers vej til frihed og forløsning: om
nonnen søster Laura, der forskanser sig bag klostrets
kølige mure som en flugt fra sin iboende sanselighed; om
fotografen Jens, der søger sin forløsning gennem
stimulanser og uforpligtende kærlighed; og om
billedkunstneren Alba, der i sin søgen efter den perfekte
elsker møder det højeste - og sig selv. - citat fra
romanen »Jeg har set, at der findes et rødt rum, som
man kan træde ind i som mand og kvinde. I det rum
brænder en evig ild. Og kærligheden bor derinde. Men
man må ikke tage sine historier med derind, for så
dør ilden. Jeg har også set, at der findes et rum
uden farver. Her bor trygheden og afhængigheden. Man kan
tage alle sine tomme mælkekartoner med derind. Man kan som
to skrøbelige plankeværker læne sig op ad
hinanden, til den svageste vælter. Man kan love hinanden,
at man vil støtte og bære. Men der er ingen ild
derinde. Der er kun hadet, som simrer i en gryde, der hvert
øjeblik kan koge over og brænde på i store sorte
flager. Jeg kender det rum fra dengang med Jens. Vi lovede
hinanden, at vi ville støtte og bære. Vi ville for
evigt være en del af hinandens personlige historie. Og da
det svageste plankeværk styrtede sammen, så jeg, at
kærligheden slet ikke boede i det rum. Men væggene
var tapetseret med afhængighed. Og vi troede, det var
kærlighed. Men i det røde rum er der ingen
mælkekartoner. Der er heller ikke stokroseidyl og
romantiske forestillinger. Der er bare kærlighed og
tillid. Og en evig ild, der brænder. Men jeg har set, at
jeg kun kan komme ind i det røde rum. Hvis jeg kan
være alene.«