Tags: Biography & Autobiography, General, Lang:da
Summary
„Jeg lever løs og synes, at
man skal behandle hver dag, som om den var den eneste, man
har,” sagde Astrid Lindgren. Hun døde som
94-årig i 2002. Ordene ”Denne dag, et liv”
mødte hun første gang som ung oprørsk pige i
1925. De fulgte hende gennem livet, i kærligheden og i
kunsten som et mantra, som en form for ledetråd i
menneskets uforskammet korte liv: Grib det, nyd det, brug det!
Den kunst forstod Astrid Lindgren, hvad enten hun befandt sig i
naturen, forsvandt dybt ind i en skriveproces, legede heks med
sine små slægtninge, kæmpede for
børnebogens status, for unges rettigheder, eller som
ældre trådte i karakter som miljøaktivist,
fredsforkæmper og filantrop. DENNE DAG, ET LIV er den
første nordiske Astrid Lindgren-biografi i 40 år. Den
fortæller en ny historie, den går bag
forfatterskabets facade, og skildrer forfatterens tanker og
handlinger, kampe, nederlag og sejre, drømme og
depressioner. Bogen bygger på et væld af hidtil
ukendte, aldrig tidligere publicerede breve, dagbøger og
fotos, samt på halvandet års samtaler med Astrid
Lindgrens datter, Karin Nyman, der på nærmeste hold
fulgte sin berømte mors karriere og splittede forhold til
berømmelse, rigdom, ensomhed, magt - og mænd.