Det første drama, Ibsen skrev i Italien, blev hans første rigtig store succes. Brand (1866) begyndte som et episk digt, men endte som et stort anlagt idédrama på ver s om en præst, der igangsætter en vækkelse og kræver alt eller intet af sine tilhængere. Han mener at have til opgave at betvinge naturens og omgivelsernes tryk. Han er både den idealistiske verdensforbedrer og den diktatoriske fører. På den måde er Brand én i en række af Ibsen-skikkelser, som sætter idealerne over realiteterne, som kræver for meget af sine omgivelser og sig selv, og som går under på dette.