Özgur er taget til Rio de Janeiro efter at være droppet ud af universitetet i Istanbul. Hendes indledende forestillinger om byen som sensuelt karneval, fyrværkeri, brasiliansk livsglæde, seksualitet og spontan livsnydelse er i de to år hun har boet i byen, veget for en opfattelse af R io som en by i en blodrød kappe, der er vævet af menneskelig lidelse. Alligevel har byen et fast greb om hende, hun kan ikke bryde op, selv om hun burde. Hun lever på sultegrænsen, uden penge, isoleret. Manuskriptet, som hun skriver på i et lille grønt hæfte, og altid bærer med sig, holder hende oppe. Romanen følger hende over en dag i Rio, hvor hun vandrer i favela’ernes dødsensfarlige verden af vold, stoffer, kriminalitet, ekstrem fattigdom og vanvid. En besættende og overvældende fortælling.