Tags: Lang:da
Summary
I 2003
flyttede Malene til Makedonien. Den dengang 25-årige
nødhjælpsarbejder troede, at livet i den
eks-jugoslaviske republik ville blive begyndelsen på et
eventyr. I stedet blev det begyndelsen på et mareridt.
Malene blev gift og fik børn med den lidt ældre Vojo
- en af lokalområdets populære, men også farlige
mænd. Hun blev en del af en kultur, som hun ikke anede
eksisterede. I de efterfølgende år levede hun i en
lille lejlighed med mandens narkoproblemer og psykisk tortur
fra hans mor og søster. Kvinderne insisterede på at
overtage hendes børn, og manden svor at slå hende
ihjel, hvis hun forlod ham. Da hun endelig flygtede tilbage til
Danmark med sine børn, fulgte både Vojo og hans mor
efter. Mor henter os altid igen er historien om Malene og
hendes mareridt. Om hendes to børn, om hvordan hendes
eksmand bortførte dem tilbage til Makedonien - og om,
hvordan hun sammen med sin nye kæreste iværksatte en
hemmelig og yderst risikabel operation for at få dem til
Danmark igen. En operation, der ikke gik helt efter
planen.