Tags: Lang:da
Summary
Man
spurgte aldrig nogen, hvorfor de kom til Shanghai. Man
antog, at alle havde noget at skjule.” Irene Blum, 29
år og ekspert i khmerernes historie, forlader i vrede
sit job på Brooke Museum i Seattle, da hun bliver
forbigået ved ansættelse af museets nye
direktør til fordel for en mandlig kollega.
Hun rejser
til Shanghai for at opsøge Simone Merlin, der
ligeledes er ekspert i Cambodjas historie og kultur; sammen
skal de finde nogle sagnomspundne skriftruller med
historiske optegnelser om khmerriget, og dette fund skal
bringe Irene tilbage ”i kampen” for anseelse i
museumsverden og hævn over Brooke Museum. Det er
imidlertid ikke så let blot at drage ud i junglen og
bringe et nationalklenodie med sig hjem.
Året
er 1925 og jagten på den ”hellige gral”,
der formodes at befinde sig et sted i Kongens Tempel, det
ukendte tempel, som har ligget skjult for omverden i ly af
interessen for det kæmpemæssige Angkor Wat,
fører de to kvinder fra Kina, via Saigon og op ad
Mekong-floden.
Udover
alverdens plager i form af insekter, monsun, en ulidelig
fugtig varme, en international gangster og kunstrøver
samt en lurende revolution som et oprør mod
kolonimagten i området, kæmper Irene også
mod Simones mand, Roger, der betegnes som Orientens
farligste mand, og som har gjort Simone til narkoman, og
Simone flygter hyppigt ind i opiumteens og andre rusmidlers
befriende favntag fra den tragedie, der udgør hendes
liv. Med på den vilde jagt er også Simones
ungdomskærlighed, Louis, og Marc Rafferty, der har en
forbindelse til Irenes mæcen, Henry Simms, og som har
lovet at hjælpe og beskytte Irene. Alle deltagerne har
deres hemmeligheder og smertefulde fortid, som kommer til
udtryk på hver sin måde.