Tags: Lang:da
Summary
"Min
ukendte bror" handler om den kejtede og overbegavede
Hans-Peter Frederiksen, der vokser op i et parcelhuskvarter
i Skovlunde i 70’erne. I romanens anslag har han
fået en psykose, og da han bliver han sat over for
psykiateren Anna Gabrielsen, bliver hans erindringer om
køn, kærlighed og ubestemt udlængsel
hvirvlet rundt i et mangfoldigt billede af Danmark fra
1970’erne til i dag. Samtidig forsøger hans
terapeut at afdække de smertelige begivenheder, der
endte i et psykotisk sammenbrud. Hans-Peters liv skildres i
en række farverige episoder, som tilsammen udgør
den store fortælling om, hvad et menneske er, og
hvordan et liv hænger sammen.
Hans-Peter
føler sig fremmed i det konforme
middelklassemiljø, og i sin udlængsel møder
han piloten Morian fra Skovlunde Flyveplads og
børnebibliotekaren Anders, der på hver sin
måde viser ham en større verden. Også med
sin interesse for astronomi og sin forslugne tilegnelse af
fremmedsprog rækker Hans-Peter ud efter andre
universer. Undervejs hører vi om hans ofte pinagtige
erfaringer med det modsatte køn, lige fra
skoleforelskelsen i Katarina til ægteskabet med Gitte
Stavnsholt. Hos Gitte finder Hans-Peter en længe
savnet tryghed, og han bliver ansat i familiefirmaet
Stavnsholt Navigation. Men udlængslen melder sig igen
ved et tilfældigt møde med en gammel flamme, et
møde der ender fatalt.