Tags: Lang:da
Summary
Da russerne
invaderer Afghanistan, flygter Suraya Sadeed med mand og barn
til USA. De slår sig ned i Virginia, hvor hun arbejder sig
op og bliver en succesrig ejendomsmægler. Livet er godt.
Familien trives i sit nye hjemland, og bankbogen bugner. Indtil
en dag, hvor Surayas mand, i en alder af kun 46, falder om med
et hjertetilfælde. Død. I dyb sorg begynder Suraya at
vende blikket mod sit gamle hjemland. Da hun ser en reportage
på tv fra flygtningelejrene i Pakistan, hvor tusindvis af
afghanere er stuvet sammen, rysende og sultne, tænker hun:
»Jeg må gøre noget«. Og det gør hun!
Hun begynder med at samle penge ind blandt sine landsmænd
i Virginia, og med bundter af hundrededollar-sedler gemt under
den nyindkøbte burka drager hun på sin første
nødhjælpsmission. Hjemme igen i USA grundlægger
hun organisationen Help the Afghan Children (HTCA), og mens
krigsherrerne kæmper i Afghanistan, samler hun flere penge
ind. Da Taleban kommer til magten og dermed afskærer
kvinder og piger fra at modtage lægehjælp og
undervisning, går nødhjælpen direkte til at
oprette hemmelige lægeklinikker og pigeskoler i Kabuls
kældre.