Tags: Lang:da
Summary
På grænsen mellem myte og historie møder to
mennesker hinanden. Det er tusind år før Kristi
fødsel. Hun er kongedatter i det sabeanske rige, der
strækker sig fra Etiopien til Yemen. Han er den unge konge
af Israel. De kommer begge til at præge deres samfund i
så høj grad, at vi stadigvæk kender deres navne:
Dronningen af Saba og Kong Salomon. Makeda vokser op i en
landsby af jægere og bønder ved foden af
Simien-bjergene i Etiopien. Hendes far var handelsrejsende og
nåede kun at gøre hendes mor gravid, før han
igen var borte. Det fortælles, at han havde en vision om
at få en vicekonge til den etiopiske del af det sabeanske
rige for at skabe balance i riget, styrke handlen og skabe
fred. Da Makeda skal giftes, er hendes hjemegn præget af
brutale stridigheder. Hun flygter på en farefuld rejse mod
en far, som hun ikke engang ved om findes. Hun finder ham i
Sabas hovedstad Ma’rib, hvor han er vicerådgiver for
den tyranniske konge. Det lykkes jægeren Makeda at
hjælpe sin far til tronen, og hun optages
efterfølgende i det magtfulde råd. Samtidig
fødes Salomon ind i et dynasti som søn af Kong David.
Som Guds udvalgte har David gennem kamp samlet Israel og sikret
fred. Efter et blodigt opgør blandt Davids sønner
overtager den helt unge Salomon tronen efter sin far. Han
indsættes som fredens og retfærdighedens konge og
må bevise, at han kan træde i sin fars magtfulde
fodspor. Mens David førte Pagtens Ark til Jerusalem,
bliver det Salomons opgave at bygge et tempel for Guds jordiske
bolig. Samtidig udvikler han Israel til en mægtig
handelsnation og styrker landets forbindelser til de
omkringliggende riger. Fra Ma’rib følger Makeda
udviklingen i Israel nøje. Salomon udbygger Israels
sydligste havn, og hun frygter, det vil skade det sabeanske
riges handel. Israel er porten til både Damaskus og Rom,
og hvis de vælger at sejle syd om Saba i stedet for at
købe varer af dromedarkaravanerne fra Yemen og Etiopien,
vil det stække hendes fars rige. Derfor rejser Makeda til
Israel for at overtale Kong Salomon til at give det sabeanske
rige monopol på handlen med krydderier, ædelsten og
røgelse sydfra. For at bevise sin magt bringer hun ham
enorme rigdomme som gave. Ægteskaber er alliancer mellem
slægter og folk, og Kong Salomon har samlet et harem af
kvinder fra mange lande. Hans entreprenante byggerier har
drænet statskassen, og Makedas gaver falder på et
tørt sted. Han bliver fascineret af den magtfulde kvindes
klogskab og retfærdighedssans, når de diskuterer
handel, statsdannelse og religion. Hun beundrer landets
domstole og stærke administration og udfordrer Salomon med
gåder og spørgsmål. De forelsker sig i hinanden,
men Makeda vil ikke opgive sin drøm om at tjene sit eget
rige og skabe fred i sin hjemegn. Hun forlader ham medbringende
en handelsaftale og en erklæring om, at Salomon er far til
det barn, hun mod sin vilje bærer. Hun rejser til Etiopien
og ender som Dronning af Saba. Hun opdrager sin søn til
engang at overtage magten og oplever dilemmaet ved på den
ene side at ville beskytte ham, på den anden side at
foragte ham for ikke at værdsætte de privilegier, han
er født til, og som hun har kæmpet hårdt for at
opnå. Da Menelik er næsten voksen, rejser han til
Israel for at lære sin far at kende – og for at
udfordre ham. Da han forlader Salomon, er det israelske rige
forandret, og Menelik bliver den første konge af Etiopien.
Dermed er verdens måske ældste kongehus grundlagt, og
det slutter først med Haile Selassies fald i 1974.
”Dronningen af Saba & Kong Salomon” er en
vidtfavnende historie. Om kærlighed, magt og vilje, der
væves sammen i en fortælling om mennesker og deres
stræben efter at præge verden.