Tags: Lang:da
Summary
En betagende
fortælling om et ægteskab i et lille afsides
øsamfund i tiden lige efter Anden Verdenskrig. Vi
følger det nyankomne præstepars liv gennem nogle
år ude på øerne mellem Finland og Åland. De
er unge og glade, har et lille barn, snart et til, og er
lykkelige for at få deres eget hjem efter 2. Verdenskrigs
trængsler. Præsten er glad for at være landet i
et kald, hvor der er brug for ham. Præstekonen mener nok,
han kunne være mere hjemme hos hende, men selv har hun
fuldt op at gøre med både sine køer, får,
høns, eng og køkkenhave for at holde dem
selvforsynende. De får hurtigt venner derude, og
læseren følger dem i tykt og tyndt gennem
dagligdagens mange små og større gøremål.
Man transporterer sig rundt mellem landsbyerne i både. Om
vinteren skyder man genvej over isen. Vand og is er et element,
alle må forholde sig til. Ikke mindst det overtroiske
postbud. Han ved om nogen, hvad is er, og hvordan man
færdes på den. Præsteparret er
modsætninger, der mødes – han er den
overbærende, letbevægelige og lidt naive. Hun er den
hårdtarbejdende, der farer rund med alle sine
gøremål, herser med deres børn og sin elskede
mand. Is er en raffineret skildring af ægteskabelig lykke,
akkompagneret af blæsten, havet – og isen, som
både bærende og bristefærdig realitet og symbol
på tilværelsens skrøbelighed. Det er en
historie, som insisterer på, at tilværelsen dybest
set ikke kræver mere af mennesket end viljen til at leve
livet så godt som muligt og til at få det bedste ud
af det forhåndenværende – at gøre sit
bedste, dér hvor man er, med det man har for
hånden.