Tags: Ebog, Lang:da
Summary
”Er det ikke historien om dig? At
du glemmer at vande og fortælle dem, du omgiver dig med,
hvor smukke de er?” Sådan siger en stemme i Morten
Sabroe. Han vil være et godt menneske, gøre noget for
andre, men da han bor på det luksuriøse Bowery Hotel
i New York med sin kone Do, begår han sit livs
fejltagelse: Han går ind i en elevator. Han, der lider
voldsomt af klaustrofobi! Mens panikken fylder ham, ser han
elevatordøren glide i. Ude af sig selv trykker han på
en knap. Elevatoren kører – og sætter sig fast.
I fire en halv time er den angste forfatter spærret inde.
Da han endelig bliver reddet ud af to brandmænd, er han
ikke længere den samme. Han er et menneske i truende
opløsning. Han klamrer sig til livet og til sin kone. Men
Do bærer på en hemmelighed. Efter at have truet
hotellet med sagsanlæg for sin mands indespærring og
forhandlet sig til et millionbeløb i dollars – som
hun ikke fortæller ham om – begynder hun på en
rejse, der fører hende tilbage til sin fortrængte
fortid. Hvad skete der de tre år, hun boede i Californien,
tre år hun ikke har fortalt nogen om? Indespærringen
i elevatoren sætter sit dybe præg på parrets
ophold i New York. Romanen følger deres oplevelser, der
antager mytiske dimensioner, og er med tilbage i Danmark, hvor
Morten kæmper for at blive det gode menneske, han ved, han
er, samtidig med at han forsøger at skrive sin store roman
om Europa færdig. Forfatteren Morten Sabroe bevæger
sig inciterende i spændingsfeltet mellem lys og
mørke, drøm og virkelighed i sin roman, der
fængsler med præcist og favnende sprog og med
livsbetragtninger om kærlighed, alderdom, ægteskab og
identitet. Det er en stærk eksistentiel og
spændingsdrevet fortælling, der læner sig op ad
Du som er i himlen.