Tags: Lang:da
Summary
Hans forrige bog,
GÅ, handlede om nødvendigheden af at bryde op og
være i bevægelse, hver gang forfatteren flyttede ind
i et hus og slog sig ned, gik han i stå. I MOD KUNSTEN er
situationen en anden. Forfatteren har mistet sin mor og sin
kone og flytter ind i et hus på Askøy ved Bergen for
at være far og mor for sin datter. Han holder hus,
køber ind, laver mad, vasker tøj. Alt ligger i faste
rammer, og det at skrive er et arbejde. Der hviler en fred over
huset, og hver morgen, når datteren er gået i skole,
sætter han sig ved skrivebordet. Espedal skriver om
naturen og sit eget liv, han skriver om bedsteforældrene
og slægtens historie gennem tre generationer, om
længsel og savn og drømmen om fællesskabet. Hver
fortælling bliver en lille roman i sig selv, hvad enten
det handler om de to halvvoksne søstre der bliver jaget
hjemmefra af farens nye kone eller om drengen der bliver sendt
til slægtninge på landet under krigen og savner sin
mor. I alle bogens fragmenter, enten det nu er de små
historiske fortællinger, de konkrete dagbogsnotater, de
poetiske partier som nærmer sig digte, eller de mere
essayistiske passager, handler om det at skabe kunst. Den
første sætning skal være hård som
stål, skriver Espedal, og lægger til: Men også
mit sprog vil forandres, langsomt, som når vi bytter et
navn ud med et andet, en sætning med en ny, den
første sætning, den skal være blød som
voks. I København gør han treogtyve år gammel
sin første roman færdig. Han læser Poul Borum og
Inger Christensen, Søren Ulrik Thomsen og Michael Strunge.
Han deler et værelse med en pige på et kollegium i
Rødovre og tager ind til København, går på
Krasnapolsky og Bo-Bi Bar og opfører sig som han tror en
forfatter skal opføre sig. En dag siger pigen at hun
flytter, hun har i smug læst hans roman og siger at den er
fuld af løgn. Du må skrive bogen om, det forlanger
jeg, siger hun.
