Tags: Lang:da
Summary
Melancholia I falder
i tre dele. De to første skildrer to dage i Lars
Hertervigs liv, den tredje en aften i forfatteren Vidmes liv.
Første del foregår i 1853 i Düsseldorf, hvor
Lars Hertervig er elev ved kunstakademiet. Et af hans malerier
skal bedømmes af Hans Gude, og han er bange for at hans
læremester ikke kan lide det og i stedet vil råde ham
til at rejse hjem til Stavanger og male døre og
vægge. Han er forelsket i Helene, som spiller klaver og
står der med håret løst og lyser mod ham, men
han ender med at blive smidt på porten af hendes onkel.
Med en kuffert i hver hånd går Lars ned på
Malkasten, værtshuset hvor alle de malere der ikke kan
male holder til. Anden del foregår juleaften 1856. Lars er
indlagt på Gaustad asyl, og doktor Sandberg har forbudt
ham at male. Plaget af jalousi tænker han på hvad
Helene og onklen foretager sig og kalder alle kvinder for
ludere og ønsker alle talentløse malere udryddet. I
tredje del er handlingen rykket frem til 1991. På
Nasjonalgalleriet i Oslo har forfatteren Vidme set et maleri af
sin slægtning Hertervig, et maleri der har ramt noget i
ham – som et glimt af noget guddommeligt, selv om det er
et ord han nødig tager i sin mund. Han opsøger den
lokale præst for at få svar på om kirken kan
rumme hans religiøsitet, men finder ud af at den
kvindelige præst er lige så utilpasset som han selv.
I Melancholia II møder læseren igen Lars Hertervig
som Oline, hans aldrende storesøster, husker ham en
efterårsdag i 1902, mens hendes eget liv er ved at rinde
ud. For Olines krop er værkbruden. Hun lider af
forstoppelse, har svært ved at holde på vandet og
tilbringer en stor del af tiden på det lille hus, hvis hun
da ikke nøjes med natpotten, som hun for nemheds skyld har
anbragt på spisebordet. I glimt mindes hun opvæksten
i en kvækerfamilie på den norske vestkyst og husker
hvor egenrådig og opfarende Lars kunne være, som den
gang han viste Oline sine første trækulstegninger,
blandt andet en tegning af hende, for så i vrede at kaste
det hele i havet. Og hvordan han ernærede sig som
omvandrende brændehugger og til sidst døde på
fattiggården. En dag forærede han hende et af sine
klatmalerier, som hun kalder det, malet på bagsiden af
etiketten fra en tobaksdåse, nu hænger det på
det lille hus. Og så mærker hun at det presser
på dernede, og ude på det lille hus bliver alt
pludselig roligt og som gennemstrømmet af lys.