Tags: Lang:da
Summary
''Midt i en
jazztid'' er Knud Sønderbys debutroman fra 1931. Til lyden
af tidens jazztoner improviserer romanens hovedperson, Peter
Hasvig, sig gennem tilværelsen på jagt efter en
identitet. Han læser jura på universitetet og tjener
til brødet og bogen ved at gå til hånde på
et lille kontor. Alt er klappet og klart og vejen banet for en
god, borgerlig livsførelse med kone, børn, fast
kontortid og eget tag over hovedet. Men oprøret og
usikkerheden ulmer i tankerummet under Peter Hasvigs
studenterhue. Han formår ikke at se ret meget længere
frem end til kanten af sin egen næsetip, og udsigten til
at forpligte sig og dagligt trælle i kontorlænker
skræmmer ham.Han vil som de fleste af sine
jævnaldrende kammerater leve og nyde i nuet, dyrke
ungdommen, kroppen og sanserne. Der bliver derfor spillet en
masse tennis, solbadet på livet løs langs de
nordsjællandske kyster, festet, kysset og danset tæt
gennem hele romanen. Det er dog sin sag at være
mønsterbryder og gøre op med den borgerlige moral,
man er opdraget med. Peter Hasvigs altoverskyggende opgave i
romanen bliver da også at manøvrere mellem drifter,
seksualitet og frigørelse fra hverdagens trivialiteter
på den ene side og tvivl, forventning og skyldfølelse
på den anden.'