Tags: Lang:da
Summary
Romanen begynder den
11. september 2001, da Kim Dahlman-Winther - en
desillusioneret, lettere kuldslået ca. 60-årig mand -
sidder i sit sommerhus og på tv følger begivenhederne
i New York. Med samme kompositionsprincip som i trilogiens to
først bind, Esbern og Hovedløs, klippes der i tid. Vi
følger Kim, fra vi slap ham i midten af 1940'erne til
denne skelsættende dato, men til forskel fra de to
foregående romaner, hvor synsvinklen skiftede mellem det
store persongalleri, ligger den nu udelukkende hos Kim. Kim har
kunstnerdrømme, men har aldrig ført dem ud i livet,
nok i erkendelse af, at de ikke kan bære. Han er endt som
scenograf, en glad amatør, som han siger, der lever af at
lave kulisser. Kim er ingen lykkelig mand, han er en
uforløst middelmådighed, der forsøger at
gebærde sig mellem tilværelsens sætstykker. Hans
ægteskab med den begavede museumsinspektør Jette
Rigger-Christiensen er gået i stykker. Hans forhold til
både moderen og søsteren er distanceret. Hans farmor,
kunsthistorikeren Henriette Dahlman-Winther, der har været
familiens store, dominerende skikkelse, ender som mere eller
mindre senil. Hans forsøg på at finde ud af, hvorfor
hans far, den mytologiske Esbern, tog af sted til Spanien for
at bekæmpe fascismen, ender i den ret triste konklusion,
at han simpelt hen ikke kunne holde den kvindedominerede og
(små-)borgerlige lukkethed ud og derfor stak af ... Alt er
kort sagt noget rod.